Fokus på dokumentar – mellemtrinnet Lærer

Forside
  • Om undervisningsmaterialet
  • Fag og mål 2009
  • Kort om dokumentargenren
  • Fem dokumentariske grundformer
  • Iscenesættelse af fortællingen
  • Undervisningsforløbet
    • Nanook – kuldens søn
    • Invisible
    • I skjul
    • Fåret Colette
    • Kan man dø i himlen?
    • ’Helt ærligt, mor og far! – Helena – Direktørens datter’
    • Et øjeblik

Om undervisningsmaterialet

Materialet tager udgangspunkt i udvalgte filmklip fra syv forskellige dokumentarfilm for mellemtrinnet. Der lægges op til selvstændige elevforløb efter indledende gennemgang af to filmklip på klassen.

Ambitionen med forløbet er at styrke elevernes kendskab til dokumentarfilmgenrens grundformer, deres virkemidler og påvirkning af os, beskuerne. Eleverne vil stifte bekendtskab med dokumentarfilm, som både skildrer hjemlige, danske, men også globale problemstillinger.

Det overordnede formål er at nuancere en eventuel forestilling om, at dokumentarfilm skildrer den eneste "sandhed" om en given sag. Ved at indføre eleverne i instruktørens valg af virkemidler og former er det ambitionen, at eleverne skal forstå, at dokumentarfilm er skabt ud fra en personlig fortolkning af virkeligheden. At der skabes en filmfortælling næsten på linje med fiktionsspillefilmens.

Denne udvidede lærervejledning er tilrettelagt, så læreren nemt kan støtte eleverne i deres selvstændige arbejde med forløbet. Læreren finder her i kort form den fornødne baggrundsviden om grundformerne, de udvalgte film og klip.

Læreren vælger selv, hvilken film eleverne skal opleve i sin fulde længde på Filmcentralen (i klassen eller hjemme som lektie), eller se klip fra. Der er også henvisninger til andre gode film, som hører ind under grundformerne, men som ikke vil blive gennemgået her. 
 

Fag og mål 2009

De præsenterede film vil kunne anvendes i dansk, i tværfaglige sammenhænge samt kristendom, hvor det at forholde sig til menneskelige relationer og verdens tilstand er i fokus. 

Kristendom

I kristendom vil filmene give eleverne mulighed for at blive udfordret i forhold til punkt 3 i formål for faget kristendom: "Gennem mødet med de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne grundlag for personlig stillingtagen og medansvar i et demokratisk samfund." (Fællesmål II)

Dansk

Forløbet vil kunne anvendes i dansk, da film er en del af det udvidede tekstbegreb, hvor arbejdet med filmgenrer, dramaturgi, persontegning, filmens virkemidler og fortællemåder vil være naturligt. Hertil kommer sammenligning med andre teksttyper, tolkning og perspektivering. 
I trinmål for dansk i 6. klasse fremgår det under Sprog, litteratur og kommunikation at undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til ”at

  • forklare samspillet mellem genre, sprog, indhold og situation 
  • karakterisere og kunne anvende forskellige genrer inden for fiktion og ikke-fiktion 
  • fortolke, perspektivere og forholde sig til andre udtryksformer ud fra både oplevelse og analyse
  • kende betydningen af sproglige og stilistiske virkemidler 
  • finde og forholde sig til udtryk for værdier i andre udtryksformer 
  • udtrykke sig i billeder, lyd og tekst i forskelligartede produktioner samt i dramatisk form” 

Dette materiale om analyse af forskellige dokumentarfilmformer understøtter punkterne på en nem og tilgængelig måde. Det vil dog ikke præsentere eleverne for praktiske opgaver. Til gengæld er materialet en fin forløber for et praktisk dokumentarfilmforløb, hvor eleverne kan prøve kræfter med dokumentarfilmgenren, ved fx at lave små dokumentariske kortfilm selv. 
 

Kort om dokumentargenren

Dokumentarfilm fortolker noget, der er sket i virkeligheden. 
Da der er tale om film, kan det dog ikke sammenlignes med, hvad vi ser i TV-Avisen, Nyhederne eller i en aktuel TV-reportage.
En dokumentarfilm er instruktørens fortolkning af virkeligheden.

En dokumentarfilm er lavet af en instruktør i en proces, som ofte kan være sammenlignelig med spillefilminstruktørens.
Dokumentarfilminstruktøren bruger typisk flere år på sin film. Den kræver lang tids research og forberedelse og kan også kræve ligeså meget teknisk udstyr, som en spillefilm, for at opnå de helt rigtige effekter og virkemidler. 
Instruktøren får komponeret særlig musik, produceret plakat og tilrettelagt pressestrategi til PR for filmen. I dag vises flere og flere dokumentarfilm i biografen, da de i underholdningsværdi er kommet på linje med spillefilm, og derfor sælger billetter til et langt større publikum end før set. 

Dokumentarinstruktørens proces

Det er almindeligt (og vigtigt), at instruktøren researcher på sin hovedperson og historie gennem længere tid. Der skabes et tillidsforhold til hovedpersonen, som instruktøren typisk starter med at filme med et lille videokamera, for at få et indtryk af, hvordan filmen kan komme til at se ud. Efter researchperioden skriver de fleste instruktører et slags manuskript, som hjælper dem til at få et overblik over scener og personer, som de gerne vil have med i den endelige film. 

Overblikket hjælper dem også med at udelade nogle personer, omkring hovedpersonen, som der ikke er plads til i filmen. Inden instruktøren går i gang med at optage og skabe den egentlige film, er hun altså rigtigt godt forberedt. 

En dokumentarfilm varer typisk mellem 10 og 60 min. Andre film, der tangerer kunstfilm/-eksperimenter kan vare i blot et minut, eller op til flere timer i træk. Andy Warholes film ’Empire’ (1964) er en optagelse af Empire State Building i New York og varer hele 8 timer og 5 minutter.

Dokumentarinstruktørens drivkraft 

Instruktørerne er typisk drevet af en dyb fascination af verden, vi lever i. Klassikerne blandt dokumentarfilm er ofte dem, der siger noget helt særligt eller generelt fælles menneskeligt om det at være til, til alle tider. 
Til stor glæde, oplysning og inspiration for os, beskuerne.

Fem dokumentariske grundformer

Når instruktøren skaber sin film, kan hun vælge mange teknikker og fortællemåder, der understøtter historien på forskellig vis. Der er tale om at vælge en grundform og så arbejde med dennes særlige elementer. 

Det er disse valg af grundformer, eleverne skal undersøge, definere og arbejde med i det følgende.  

Vi har udvalgt 5 grundformer, som vi synes kunne være spændende og relevante for eleverne at arbejde med på mellemtrinnet i forbindelse med dokumentarfilmgenren. Det er meningen, at læreren først gennemgår 1-2 filmklip samt definitionerne af de fem grundformer, inden eleverne "slippes løs" og selv prøver at gå videre med at identificere grundformerne på egen hånd.

Til det formål kan læreren printe og uddele elevarkene, hvor definitionerne af grundformerne er omskrevet til mellemtrinnets elever.  

Definition af de fem grundformer (til læreren)

1) Den klassiske

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning
  • Klart og simpelt struktureret
  • Alvidende fortæller
  • Stærkt styrende voiceover 
  • Billedsiden er mest illustrativ

2) Den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Ingen fortæller, ingen voiceover
  • Fluen på væggen
  • Fokus på ”det levede liv”, og de magiske/sigende øjeblikke
  • Åben form (tilskueren gives lov til at konkludere selv)

3) Den poetiske 

  • Ingen historie som sådan
  • Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden – frem for konkret historie 
  • Æstetik og musik er ofte det centrale

4) Den personlige form 

  • Subjektivt fortalt (instruktøren er ofte selv synlig) – selvfremstilling 
  • Brug af filmiske virkemidler
  • Fokus på den personlige historie
  • Vi kommer tæt på det private

5) Den fiktive 

  • Nyere tendens, dog med rødder i 1960’erne
  • Blanding mellem fiktion og fakta (fx dramatiserede historiske begivenheder, der ikke findes filmoptagelser af. Dramadokumentar)
  • Problematisering af sandhedsfremstillinger. Fx Christoffer Guldbrandsens omdiskuterede ’Den hellige krig’ om Foghs viden om danske krigsfangers skæbne i Afghanistan

De filmiske virkemidler

De dokumentariske grundformer baserer sig alle på valg eller fravalg af:

Iscenesættelse af fortællingen

”Show, don’t tell’

Når filminstruktøren fortæller, gør hun det først og fremmest i billeder. Man har inden for journalistik og i filmbranchen et udtryk og princip, som hedder ’Show, don’t tell’. – Vis det, sig det ikke! Altså: Vis det i billeder, sig det ikke (kun) med ord (voiceover, replikker, tekster, osv.).

Vi oplever films billeder på en meget stærk måde, især når der er en hovedperson, som vi følger og identificerer os med. Flere og flere danske instruktører foretrækker at benytte grundformer, som lader hovedpersonerne opføre sig, som "de plejer" i hverdagssituationer foran kameraet.

Når der bliver sat lyd (musik og effekter) til, understøttes og forstærkes billedoplevelsen yderligere. Vi glemmer os selv, og bliver til en vis grad forført af historien. 

På TV fortæller journalister eller udvalgte vidner og eksperter os om en sags sammenhæng. 
I dokumentarfilm kan der også forekomme interviews eller speak, men genren har gennem årene udviklet sig og benytter nu ofte de (traditionelt set) fiktive films virkemidler. Således kommer mange af dokumentarfilmens informationer til udtryk via fx billedvalg, kameraindstillinger og brug af lyd – og ekspliciteres altså ikke nødvendigvis i ord.

Hovedpersonen iscenesættes

Instruktøren iscenesætter og følger personerne i forskellige situationer, som klippes sammen på en særlig og tilsigtet måde, så personernes væremåder, facon og attitude får lov at "tale for sig selv". Instruktør og klipper er meget bevidste om, hvordan de kan manipulere klip, billede og lyd, så beskuerens egen fantasi og følelser kommer på arbejde. 

Fastholdelse af beskuerens interesse

For at fastholde beskuerens interesse, skal denne kunne leve sig ind i, hvad filmens personer oplever, føler og tænker, og der skal være konflikter, som man skal forholde sig til. Hovedpersonen skal også gerne have en vilje og et mål med sine handlinger, så der skabes en motor, der driver historien frem. Instruktøren skal sørge for at gøre os nysgerrige på, hvordan filmen mon ender, og på hvordan hovedpersonen klarer sig. 

Følelser og tanker, der måske aldrig bliver sagt højt og konkret i filmen, fornemmes og opleves på et dybere plan, der inddrager beskuerens personlige erfaringer og historie mere eller mindre bevidst. 

Berettermodellen

Mange dokumentarfilm, næsten uanset grundform, bruger eller skeler til elementer fra berettermodellen. De er en måde at ordne filmens handling og dramaturgi på og skabe fremdrift og spænding på.

Det er derfor en god ide at kende til modellen, når man beskæftiger sig med filmanalyse, næsten uanset genren. Det kan være en anelse for kompliceret for især elever i de yngre klasser at forstå, men det er en god idé, hvis læreren kender principperne for modellerne.
 

Undervisningsforløbet

Det er en god idé at indlede forløbet med at spørge ind til elevernes viden om dokumentargenren overordnet set og få sat dette og genren på plads. 

Herefter bør princippet om "Show, don’t tell", som tidligere beskrevet, kort forklares og berettermodellen evt. kort skitseres.

Gennemgå de to første filmklip sammen i klassen. Herefter arbejder eleverne selvstændigt videre med elevopgaverne.

Det første filmklip er fra 'Nanook – Kuldens søn'.
Det andet filmklip er fra en meget anderledes film, 'Invisible'. 

Eleverne kan arbejde selvstændigt, når elevarkene med definitionerne på grundformerne til mellemtrinnets elever er uddelt, gennemgået og forstået. 

Pointér for eleverne, at mange film typisk låner fra flere grundformer, end kun én. Hvilket fx gælder for 'Invisible'.

Dokumentarfilmene

Gennemgås fælles i klassen:

  • ’Nanook – Kulden søn’ (1922)
  • ’Invisible’ (2004) – klip 1

Selvstændigt elevarbejde: 

  • ’Invisible’ (2004) – klip 2
  • ’I skjul’ (2002)
  • ’Fåret Colette’ (2008)
  • ’kan man dø i himlen?’ (2005)
  • ’Helt ærligt, mor og far! – Helena – Direktørens datter’ (2008)
  • ’Et øjeblik’ (1999) 

Nanook – kuldens søn

’Nanook – kuldens søn’
Dansk tekst, Stumfilm, Sort/hvid
Dokumentar, 1922, 1t 5min.
Af Robert J. Flaherty

Forløbet lægger ud med et underholdende klip fra en klassiker, som er en af de helt markante dokumentarfilm, produceret før talefilmenes gennembrud.

Om filmen

Instruktøren af en af verdens første dokumentarfilm, ’Nanook – kuldens søn’, var amerikansk og hed Robert J. Flaherty. Han fulgte i mange måneder fangeren Nanook og hans store familie for at vise verden, hvordan man lever og overlever i det kolde Nordcanada. 

’Nanook – kuldens søn’ er et tidligt eksempel på, hvordan dokumentarfilmsinstruktøren iscenesætter sin fortælling. Robert J. Flaherty bad bl.a. Nanook og hans familie om at gøre bestemte ting foran kameraet, så han kunne få den fortælling og de billeder med hjem, som han gerne ville have. Det var før talefilmens indførelse, så han skrev små tekster om, hvad der skete i filmen, som han satte ind mellem optagelserne med jævne mellemrum. 

Der er dog ingen tvivl om, at filmen giver et meget godt billede af, hvordan livet var i Nordcanada omkring 1920.

Den klassiske grundform

Filmen tilhører den klassiske grundform, da fortællingen er karakteriseret ved:

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning 
    – Altså hvordan man overlever i Nordcanadas kulde.
  • Klart og simpelt struktureret
  • Alvidende fortæller 
    – Instruktøren Robert F. beskriver levevilkårene i tekstform
  • Stærkt styrende voiceover 
    – Igen instruktørens tekster undervejs i filmen
  • Billedsiden er mest illustrativ 
    – Kameravinklen registrerer mest, hvad der sker, men er ikke medfortæller på historien, som vi ser det i dag, hvor kreativ kameraføring, synsvinkler og billedkomposition fortæller "uden ord". ("Show, don’t tell")

Info til læreren om film og klip 

Filmklip 1: Ankomst i kajak (00-5.40)

Klippet beskriver først, hvor vi er i verden. Efter noget info ser vi for første gang Nanook og hans familie. Vi ser deres ankomst til bredden i kajak. Det sjove ved dette klip er, at der bliver ved med at stige børn og voksne ud af kajakkens dyb – oven i købet en hund! Det minder lidt om en scene, hvor nogen prøver at sætte en verdensrekord, og virker derfor meget humoristisk på beskueren.

Elevopgaver

Invisible

’Invisible’
Uden tale, i farver, sort/hvid
Dokumentar, 2004, 11 min 
Af Kassandra Wellendorf

Om filmen

Filmen har ikke én hovedperson, men skildrer en masse personer, som i filmen bliver en slags bipersoner til hinanden. Instruktøren har sat sig for at undersøge menneskers måde at agere i "det fælles rum", når de venter ved et offentligt busstoppested. Ingen taler med hinanden direkte, men alle påvirker hinandens adfærd og kropssprog. Bevægelserne synkroniseres indimellem. Vender én person hovedet, så gør sidemanden det også lige efter.

Instruktøren har i de udvalgte filmklip ordnet sine optagelser efter, hvad folk gør ens. Klippene kommer på rad og række og viser forskellige mennesker, der gaber ens, vender hovedet ens, piller ved deres tasker, eller vender sig fra kameraet på samme måde.

En blanding af den poetiske og den observerende grundform

’Invisible’ hører ind under følgende to grundformer, der er kendetegnet ved:

Den poetiske grundform

  • Ingen historie som sådan
  • Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden – frem for konkret historie 
  • Æstetik og musik er ofte det centrale

Den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Ingen fortæller, ingen voiceover
  • Fluen på væggen
  • Fokus på ”det levede liv” og de magiske/sigende øjeblikke
  • Åben form (tilskueren gives lov til at konkludere selv)

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Fremmede mennesker gør ens bevægelser (5:05-6.50) 

I dette klip fokuserer vi på mennesker omkring et busstoppested, der gør ens bevægelser og kigger på hinanden. Man ser folk, der gaber på næsten samme tid, folk der vender hovedet, eller vender sig fra kameraet synkront.

Vi fokuserer også på lydenes effekt. Skru derfor godt op for lyden, så eleverne kan høre både musik, bystøj og de små nære, intime og umærkelige lyde af folks bevægelser i filmen. Det kan fx være lyden af stof, når folk klør sig, eller det lille dump fra en cigaret, som askes, og et armbånd, der ringler. 

Instruktøren har zoomet ind på mennesker, der ikke ved, at de optages på film. Men effekten ved disse små intime lyde er, at vi beskuere alligevel føler, at vi kommer helt tæt på de skildrede mennesker, selvom kameraet i virkeligheden står så langt væk, at vi normalt ikke ville kunne høre de små intime lyde. 

Der er tale om effektlyde, som er skabt og lagt på filmen senere hen i processen. De små bevægelseslyde er altså ikke lyde fra optagelsen, men konstruerede lyde. Rådhusklokkerne, som ringer midt i det hele, er også lyde, der er lagt på senere hen i skabelsen af filmen.

Den almindelige bystøj, som vi også kan høre, ville i virkeligheden have overdøvet de små umærkelige lyde. Bemærk også ”musikken”, der indimellem toner frem og lyder underlig, knirkende og hylende eller varslende. Den er ikke rar. Den har instruktøren brugt for at beskrive, hvordan folk har det svært med den intime situation tæt på andre fremmed mennesker. 

Filmklip 2: Musikkens indflydelse på filmen og beskueren (00:22-01:33)

De fleste optagelser af menneskerne i dette klip er optaget set bagfra eller halvvejs vendt væk eller skjult bag noget i forgrunden. Man ser kun en enkelt piges lidt skræmmende ansigt forfra "i fuldt billede" inden hun "rives/køres væk" fra os. Det ser ud som om, at dette billede af en pige i en passerende bus er optaget fra en anden bus igennem et busvindue.

Senere i klippet ser vi i fast motion nærbilleder af busser, der kører forbi, eller det er snarere farven gul på bussens side, der flyver forbi vores blik. Mange klip af dette er sat sammen til lyden af en række dybe og "flaprende" toner, som giver associationer til travlhed og småkaotisk stemning i en by midt i myldretiden.

Elevopgaver

I skjul

’I skjul’
Danske undertekster, spansk og svensk tale
Animation, 2002, 7 min. 
Af Hanna Heilborn, David Aronowitsch, Mats Johansson
Animation: Jonas Moberg, Flemming Borgen

Om filmen

En animeret film baseret på en autentisk båndoptagelse af en samtale med en børneflygtning. Giancarlo er fra Peru og har i to år levet under jorden i Sverige, hvortil han blev hentet af sine forældre efter i et år at have været overladt til sig selv i Peru. 

Interviewet på lydsiden er foretaget i august 1999. På det tidspunkt er Giancarlo 12 år og har stadig ikke fået opholdstilladelse. Selvom han svarer roligt på interviewerens spørgsmål om tiden som gadebarn i Peru og den aktuelle situation, fremgår det, at drengen er ved at være desperat over sin situation. Kombinationen af den dokumentariske lydside og de animerede billeder skaber et markant nærvær omkring hovedpersonens lydefri svenske diktion, samtidig med at historiens almengyldighed påpeges.

Den fiktive grundform

'I Skjul' er et eksempel på den fiktive form, hvor man blander fiktion/fakta og dramatiserer noget, som der reelt ikke findes filmoptagelser af.

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Filmens start (00:00-02:34)

Vi ser starten på filmen om Giancarlos historie. Klippet slutter med, at animationsbilleder krydsklippes med virkelige billeder af skolebørn. Giancarlo fortsætter med at være animeret, måske for genkendelsens skyld, men sikkert også for at beskytte den virkelige Giancarlo. Det forstærker dog fremmedgørelsesfølelsen, som drengen selv beskriver, at han har i forhold til de andre "normale" børn. Han er "udenfor", fordi han lever under jorden på flugt fra de svenske myndigheder. Dette understreges af en hviskende lyd, mens vi ser ham i animeret form i et klasseværelse med virkelige (billeder) af rigtige børn. Lyden understreger Giancarlos frygt for, at de andre hvisker om ham, blandt andet fordi han ikke kan fortælle dem, hvor han bor.

’I Skjul’ er et godt eksempel på en dokumentarfilm med et meget moderne udtryk, som støtter genrens grundform flot. Animationsfilm bliver i højere og højere grad brugt til at beskrive virkeligheden med. Især om problematiske emner, der kan svære at se på direkte, eller fordi man ikke har været i stand til at optage virkelige billeder af det. Man bruger derfor animationen til at dramatisere det med. Det kan fx også bruges til at beskrive flashback med. 

Filmklip 2: Giancarlos’ flashback til gadelivet i Peru (03:15-05:08)

Giancarlo levede af at være skopudser i Peru, mens han ventede på at forældrene fik sparet nok penge sammen til, at også han kunne komme til Sverige. Indimellem satte politiet efter ham og hans små 6-7-årige venner i gaderne i Peru (hvor de åbenbart ikke måtte være eller erhverve sig ved skopudsning.) Nogle gange fik politiet fat i de helt små, som blev sendt på børnehjem. Dette beretter Giancarlo om. 

Man ser, hvordan venner og Giancarlos på en naturtro baggrund fortsat er skildret, som små tegnede porøse figurer, som politimændene nemt kan tage med deres store (virkelighedstro) fingerspidser og kan "tabe igen" – i overført betydning.

Elevopgaver

Supplerende materiale

En anden mulig film er ’Slaver’, som også er en animationsdokumentarfilm. Den er mere voldsom i sin fortælling, men kan også anbefales. 

’Slaver’ er medtaget i Fokus på dokumentar-materialet til udskolingen.  

Filmcentralen har udviklet et undervisningsmateriale om børns rettigheder og FN’s verdensmål: Krig, konflikt og kammerater
 

Fåret Colette

’Fåret Colette’
Dansk
Dokumentar, 2008, 15 min. 
Af Adam Schmedes

Om filmen

En dokumentarfilm om får! "Hovedpersonen/-dyret" er Colette, som hurtigt er på benene, efter hun er blevet født. Hele fåreflokken skal nemlig op i bjergene, hvor de er på græs sommeren igennem. Turen er hård, og Colette bliver kørt noget af vejen. Der kommer flere får til, og til sidst er der mange tusinde dyr i flokken. Colette skal have nummer i øret, og for renheds skyld klippes halen af. Sidst på året begynder turen tilbage til gården. De voksne får skal klippes. Colette kommer ud på en ny køretur – denne gang sydpå. 

På en ligefrem og humoristisk måde giver Adam Schmedes' tre film om 'Pletsoen Stine', 'Fåret Colette' og 'Tyrekalven Ferdinand' et billede af, hvad det vil sige at være et bondegårdsdyr. Dyrene er hovedpersonerne. 

Ofte laver instruktører film om mennesker, men i denne film er det altså om et får, som vi følger tæt, og som har næsten menneskelige karaktertræk og følelser. En alvidende fortæller beskriver, hvad vi ser undervejs.

Den klassiske grundform

’Fåret Colette’ tilhører den klassiske grundform, som er kendetegnet ved:

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning
  • Klart og simpelt struktureret
  • Alvidende fortæller
  • Stærkt styrende voiceover 
  • Billedsiden er mest illustrativ

Info til læreren om film og klip

Filmen er blevet til i et samarbejde mellem flere lande, og der er gjort meget for at tydeliggøre handlingen. Det giver et lidt tungt og meget informativt udtryk, det mest udtalte af slagsen i dette materiale.

Filmklip 1: Filmens start (00:00-05:19)

Det lille lam fødes. Og en voiceover fortæller alt, hvad der foregår, imens man ser på det. Voiceoveren overlader intet til fantasien. Det virker næsten som en slags ”Show AND tell"-form. I stedet for den før beskrevet "Show, DON’T tell!"-form. 

Elevopgaver

Supplerende materiale

Undervisningsmateriale til seks film om husdyr
Materialet er lavet i samarbejde med Skoletjenesten i Zoologisk Have i København:

Kan man dø i himlen?

’Kan man dø i himlen?’
Dansk
Dokumentar, 2005, 57 min. 
Af Erlend E. Moe

Om filmen

Jonathan er 11 år og tænker mere over tingene end de fleste af sin jævnaldrende. Da han var 8 år, begik hans far selvmord. Jonathan fik et chok, for faren var ikke særlig god til at tale om sine problemer. Ikke længe efter selvmordet får Jonathan konstateret knoglekræft og må i gang med en langvarig sygdoms- og behandlingsperiode. Vi kommer meget tæt på Jonathan og hans familie omkring ham. Vi ser, hvordan han og familien tackler den sygdomsperiode, som han går igennem.

Med mod, humor, livskraft og åbenhed står Jonathan, hans mor og hans to brødre sammen om at arbejde sig igennem sorgen og sygdommen. Instruktøren Erlend E. Mo har med stor indlevelse fulgt familiens mentale og fysiske kamp gennem et helt år.

Erlend E. Moe mistede selv sin far som barn. Han har konstrueret en meget stram fortælling fuld af små tableauer.

En blanding af den observerende og personlige grundform

’Kan man dø i himlen?’ er et eksempel på en dokumentar, som benytter sig af elementer fra både den personlige og den observerende form. Scenerne fortæller os i billede og lyd om personerne. Der er ikke en alvidende stemme, som fortæller os, hvad vi skal vide. Det må vi selv udrede, af det vi er vidner til (observerende form). Selvom filmen forsøger at indfange den ”rå virkelighed” (observerende form), så er der også tale om, at instruktøren har iscenesat Jonathan i flere af situationerne og ladet ham tale til kameraet direkte eller læse op af sit brev til Gud. Der er gjort brug af mange virkemidler for at få det frem, som instruktøren gerne vil belyse (den personlige forms brug af filmiske virkemidler) og for at komme meget tæt på det private og personlige (personlige form).

Filmen handler godt nok ikke om instruktøren selv, som den personlige grundform plejer, men dog om et emne, som har berørt ham dybt, nemlig hans egen fars tidlige død. Desuden hører film, der belyser et større perspektiv (vi skal alle dø) ved at tage udgangspunkt i en menneskeskæbne eller en personlig historie, også ind under den personlige form. Også selvom instruktøren ikke selv synligt indgår i fortællingen. 

Den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Ingen fortæller, ingen voiceover
  • ”Fluen på væggen”
  • Fokus på ”det levede liv”, og de magiske/sigende øjeblikke
  • Åben form (tilskueren gives lov til at konkludere selv)

Den personlige form

  • Subjektivt fortalt (instruktøren er ofte selv synlig) – selvfremstilling 
  • Brug af filmiske virkemidler 
  • Fokus på den personlige historie
  • Vi kommer meget tæt på det private

Info til læreren om film og klip

I forskellige på hinanden følgende scener får vi en all round-intro til Jonathan, hans brødre og historie (problem). Dette er i høj grad en film, som bruger flere billeder og iscenesættelser, ud fra "show it, don’t tell it"-princippet til sammenligning med fx 'Fåret Colette', der har en alvidende udenforstående fortæller.

Filmklip 1: Filmens start (00:00-05:39)

Dette filmklip er udvalgt for, at eleverne skal prøve at kategorisere og holde øje med flere forskellige former for ”iscenesættelser”. 

De forskellige iscenesættelser, vi er vidne til i de første fem minutter, er: 

  • Jonathan, der ligger med sine to brødre og kigger op på stjernerne, for at finde Karlsvognen. De taler om Gud, og hvad der sker, når man dør. (Kan man dø i himlen? – funderer de/titlen)
  • Så ser man vinterbilleder, træer og sne.
  • Herefter Jonathans ansigt, der ser direkte tilbage på os, beskuerne.
  • Så ser man hans hånd, fra Jonathans egen synsvinkel. Solen titter frem bag fingrene og senere bag nogle grene. Imens hører vi Jonathan "læse op" af et brev til Gud om, hvad han var god til, før han blev syg.
  • Mens han stadig læser op, ser vi ham med hår på hovedet spille fodbold (virker som et flashback, men er sikkert optaget, efter han er blevet rask!)
  • Oplæsningen ender med, at man konkret ser ham sidde og læse op uden hår på hovedet. Han ender med at læse nogle spørgsmål op til Gud, blandt andet om han er bøsse og pige, ”som nogen siger”. Den humoristiske tone er lagt, der står i stærk kontrast til billedet af en meget syg dreng.
  • Det var anslaget. Nu starter filmen for alvor med, at vi ser Jonathan ånde på et hospitalsvindue og skrive sit navn, mens det almindelige (raske) liv leves uden for vinduet. Man ser gadeliv.
  • Der klippes til et træ fuldt af blade, der blæser i vinden. Dette høres på trods af vinduet, som Jonathans ansigt er spejlet i, oven på træet. Vi hører lidt vemodig klavermusik.
  • Så ser vi et foto af ham, hans (afdøde) far og broren, som Jonathan sidder og kigger på. Vi hører hans egen stemme fortælle om, hvordan han savner sin far.
  • Hurtigt klippes til hospitalsgangen, som Jonathan besværet humper nedad. Man hører service, der skramler, leben og stemmer af andre på hospitalet. Der krydsklippes mellem Jonathan, der iagttager omgivelserne, og de andre børn på afdelingen.
  • Vi følger så efter Jonathan, der kører af sted i hastigt tempo med sit stativ med drop.
  • Herefter ligger han på hospitalssengen og fortæller i voiceover om sin kræftsygdom i hoften. 
  • Til slut klippes til en konkret interviewsituation med ham, hvor han beskriver sygdommen med fagter og gestikuleren, direkte til kameraet og beskueren. 
    – Det er altså først 5 minutter inde i filmen, at instruktøren bruger interview-formen.

Del eleverne op, eller lad dem gense klippet 4 gange. Herefter skal de med egne ord fortælle, hvad de ser og hører, og hvorfor de tror, det er med i filmen?

Hav fokus på "Show it don’t tell it"-princippet, iscenesættelser, stemninger og lyde.

Filmklip 2: Mod filmens slutning (46:00-55:00)

Vi er med til det sidste besøg på hospitalet, hvor meldingen skal komme, om Jonathan er blevet rask. Morens og Jonathans ansigtsudtryk er fulde af angst og håb. Efter det positive budskab fra lægerne er der fest med familien. De spiller fodbold. Besøger farens gravsted. Jonathan kommer med voiceover udsagn om, hvordan man skal løse sine problemer og komme videre. 

Til sidst går han gennem en smuk gul rapsmark, der signalerer glæde, vækst, fremtid og håb og skaber en flot og livfuld "happy ending" på en meget bevægende film om døden.

Elevopgaver

Supplerende materiale

Undervisningsmateriale til seks film om børn og sorg 

Materialet Børn og sorg er lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse:

’Helt ærligt, mor og far! – Helena – Direktørens datter’

’Helt ærligt, mor og far! – Helena – Direktørens datter’
Dansk
Dokumentar, 2008, 24 min.
Af Anja Kvistgaard Marott
Animation af Niels Bisbo

Om filmen

Helena på 11 år har, siden hun var fem, boet i fire forskellige lande pga. sin fars arbejde. Nu skal familien igen flytte – denne gang tilbage til Danmark, fordi hendes far er blevet direktør for Carlsberg. Selvom Helena har prøvet at være den nye pige i klassen flere gange, så har hun aldrig før gået i en dansk skole, og hun ved ikke, hvordan de danske børn er, så der ligger en stor opgave forude. Men mest af alt håber hun på at få en veninde i Danmark, som hun kan have i mange år, for det har hun aldrig prøvet før. 

De fire film i dokumentarserien ’Helt ærligt, mor og far!’ kan ses uafhængigt af hinanden. Hver især giver de en unik chance for at se de voksnes verden fra børnenes perspektiv – bl.a. igennem animationer skabt med udgangspunkt i børnenes egne tegninger.

Den personlige grundform 

Selvom filmen er instrueret af den voksne Anja K. Marott, så giver denne film eleverne en god fornemmelse af, hvad en dokumentar i den personlige grundform er karakteriseret ved:

  • Subjektivt fortalt (instruktøren er ofte selv synlig) – selvfremstilling 
  • Brug af filmiske virkemidler 
  • Fokus på den personlige historie
  • Vi kommer meget tæt på det private

Filmes instruktør har i serien ’Helt ærligt, mor og far!’ gjort meget ud af, at det skal være børnenes egne personlige historier, som kommer frem, og som hun så hjælper til at iscenesætte og formidle. Anja Kvistgaard fortæller i børnehøjde, og modtagerne er (udover os/beskuerne) helt konkret børnenes egne forældre. 

Denne film er skabt som en rammefortælling, hvor man i filmens start ser Helena lave plakat og indbyde forældrene til at komme i "Bio" og se filmen på hendes værelse. Så toner en animeret åbning frem med (biograf/teater-)gardiner, der glider til side og åbenbarer en titel med ordene ”Helena præsenterer…”.

I filmens slutning hører vi så i interviewform, hvordan forældrene har modtaget børnenes film og budskab (deraf også titlen ’Helt ærligt, mor og far!’). Instruktøren giver altså hovedpersonerne "en stemme" og en platform med mulighed for at udtrykke sig. Hun bruger deres egne tegninger, som hun animerer videre på, og hun lader børnene interviewe om deres inderste bekymringer, tanker, håb og forestillinger, som de åbenbart ikke rigtig har fået fortalt forældrene om før filmens tilblivelse.

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Filmens start (00:00-04:10)

Vi ser 11-årige Helena introducere filmen for sine forældre, som om det er hende selv, der har lavet den. 

Vi oplever Helena i interviewform fortælle, at faren er blevet direktør for Carlsberg i Danmark efter ophold i 3 lande uden for Danmark de sidste 3 år (Schweiz, Tyskland og Istanbul/Tyrkiet). Familien har fulgt trop og Helena har skiftet skole og venner hver gang.

Helena fortæller, at det, der har været sværest ved den livsform, er at skulle rejse fra sine venner. Slutteligt ser man hende alene tage ud og købe en afskedsgave til (endnu) en veninde i farens fine bil med privatchauffør.

Filmklip 2: Om venskab og det svære i at skifte skole hele tiden (11:35-13:48)

Først ser vi Helena tale i telefon med sin veninde Nina i Schweiz. De taler schweizisk-tysk. Herefter står hun alene og spiller bold op af en væg på en overdådig lang og dyb veranda, så man får helt ondt af hende. Dernæst står hun og ser op af en meget høj væg af Carlsberg ølkasser, dette billede skal symbolisere farens job, der er umuligt at rokke ved, trods prisen; de sociale problemer, som Helena selv har måtte håndtere.

Elevopgaver

Et øjeblik

’Et øjeblik’
Dokumentar, 1999, 5 min. 
Af Klaus Kjeldsen

Om filmen

Et øjeblik varer 5 minutter, siger Nathalie. 

Filmen ’Et øjeblik’ varer også 5 minutter. En poetisk dokumentarfilm i børnehøjde om tiden, uret og øjeblikkene. 

"For min far er et øjeblik bare en halv time," konkluderer Jesper, da filmen slutter …

Den poetiske grundform

I ’Et øjeblik’ beskriver børn, billeder og lyd for os, hvad "et øjeblik" er. Men der er ikke nogen egentlig handling. 

Et øjeblik er et eksempel på den poetiske form, som er kendetegnet ved:

  • Ingen historie som sådan
  • Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden – frem for konkret historie 
  • Æstetik og musik er ofte det centrale

Info til læreren om filmen

Filmen er egentlig lavet til de små børn, men er rigtig god som genstand for elevernes egen selvstændige opgaveløsning.

Filmen bruger følgende iscenesættelser for at beskrive et øjeblik:

  • Interviews med børn, der skal definere et øjeblik, tiden der går, fortælle om de kan klokken, om de kommer for sent, og hvor længe de mener, at voksnes "øjeblikke varer".
  • Bag børnene, på en grå baggrund, ser man en lys søjle passere forbi hele tiden. Den symboliserer tiden/en rytme.
  • Nærbilleder af forskellige ure og sekundvisere.
  • Totalbilleder af skolegård, som en masse børn strømmer ud i fast motion.
  • Billeder fra undervisning i et klasseværelse, hvor tempoet også er speedet op i fast motion.
  • Billeder fra fodboldkamp mellem mange børn, hvor tempoet også er skruet op i fast motion.
  • Spisesituationer i frikvarteret i klassen i fast motion – som vel at mærke pludseligt går over i slow motion, da vi ser en dreng og en pige sige hej til hinanden (signalerer kærlighed i luften).

Lydene
Lydene er en god blanding af tempofyldt musik til fodbold-, klasse- og skolegårdsbillederne samt lyde, der signalerer fart. Og så er der en masse børn, som taler, og ure, der tikker.

Elevopgaver

Supplerende materiale

Undervisningsmaterialet ’Den korte film’.