Persepolis Lærer

Forside
  • Til læreren
  • Filmens handling
  • Den historiske baggrund
  • At filmatisere en tegneserie
  • Individualitet og eksil
  • Humor og seksualitet
  • Links

Til læreren

Animationsfilmen ”Persepolis” vandt juryens specialpris på filmfestivalen i Cannes 2007 – og delte prisen med den mexicanske film ”Silent Light”. Forfatteren og tegneren bag filmen, Marjane Satrapi, tilegnede umiddelbart herefter sit værk ”til alle iranere”. Filmen har lige siden været genstand for en heftig debat: Den tegner et dybfølt billede af det islamiske præstestyres undertrykkelse af det iranske folk – et billede, der ikke synes at have ændret sig de senere år, selvom den islamiske Revolution fandt sted i 1979. Den iranske reaktion har hen over sommeren 2007 været helt klar: filmen opfattes som stærkt anti-islamisk og som et typisk tegn på vestlig islamofobi. Af samme grund kan hverken filmen eller tegneserien bag, ”Persepolis 1-2”, opdrives i Iran. Om filmen siger Marjane Satrapi selv dette:

”It’s first and foremost a film about my love for my family. If Western audiences end up considering Iranians as human beings, not as abstract notions like ‘Islamic fundamentalists’, ‘terrorists’, or the ‘Axis of evil,’ then I´ll feel like I’ve done something.”

Filmen “Persepolis” er et uafrysteligt portræt af den lille iranske pige og senere unge kvinde Marjane, der vokser op i Iran under shahens diktatoriske styre, som i 1979 efterfølges af et endnu mere undertrykkende regime, mullahernes, de islamiske præsters. Uden løftede pegefingre og med masser af humor og sarkasme trækker Marjane Satrapi og hendes medforfatter og -tegner Vincent Paronnaud os ind i deres selvbiografiske studie af et menneskesind splittet mellem to verdener.

Undervisningsmaterialets opbygning

Dette undervisningsmateriale er tænkt som inspiration til læreren i forbindelse med arbejdet med filmen. Det henvender sig først og fremmest til fagene historie og dansk, men kan med fordel også bruges i samfundsfag og mediefag. I kan frit plukke i arbejdsspørgsmålene efter tid, fag og interesse.

Afsnittet Filmens handling rummer et kronologisk referat af filmen og er tænkt som en støtte til arbejdet med temaerne i undervisningsmaterialet.

I afsnittet om den historiske baggrund gives et vue over de historiske og samfundsbestemte processer, der var forudsætningerne for den islamiske Revolution i Iran i 1979. Der lægges op til et analysearbejde, hvor eleverne kan arbejde reflekterende med de historiske aspekter af filmen for at forstå begivenhedernes sammenhæng – og dermed de bevæggrunde, filmens personer har for at handle, som de gør.

Herefter følger et afsnit om, hvordan det ene billedmedie, animationsfilmen, fortolker et andet, den oprindelige tegneserie, der også foreligger på dansk. I denne del om at filmatisere en tegneserie ses på de visuelle og stilistiske virkemidler, Satrapi og Paronnaud anvender i filmen for at realisere tegneseriens budskab.

I de to sidste afsnit lægges der op til analysearbejde i forhold til filmens dominerende grundtemaer individualitet og eksil, hvori også begreberne humor og seksualitet indgår.

Filmens handling

Vi er i Teheran 1978: Marjane, otte år, filosoferer over fremtiden og forestiller sig selv som verdensfrelsende profet. Iran er et diktatur og ledes af shahen, der trods sin vestligsindethed styrer landet med hård hånd. Den lille Marjane vil hjemme i stuen gøre det til en verdensomspændende regel, at alle skal tale pænt, opføre sig pænt, gå med pænt tøj, og forbyde, at gamle mennesker ikke har det godt. Sammen med sine moderne og kultiverede – og frem for alt sekulære – forældre og sin elskede og vittige bedstemor følger hun med stor iver de begivenheder, der måske, måske ikke skal bringe bedre tider. Snart kommer revolutionen, der fører til shah-styrets fald og indførelsen af den islamiske Republik året efter.

Marjanes forældre er marxister, der protesterer og lever det liv, de gerne vil under de begrænsninger, der nu er i et diktatur. Da mullaherne får magten, forsøger familien at tænke positivt, de holder stadig fest, forældrene hører rockmusik og drikker hjemmelavet vin med gode venner. Men indførelsen af den islamiske Republik er ensbetydende med massiv kontrol og uendelige restriktioner i hverdagen i forhold til adfærd, beklædning og udtalelser. Marjane, der som alle andre piger og kvinder skal bære chador (en særlig muslimsk klædedragt der dækker hele kroppen), ser til at begynde med sig selv som revolutionær, da hun forstår, at hendes forældre længe har ventet på forandring. Da flere af familiemedlemmerne bliver fængslet, der høres om forsvundne bekendte, og en elsket onkel bliver dræbt, forstår hun situationens alvor. Iran er så at sige kommet fra asken til ilden.

Landet kastes inden længe ud i krigen mellem Iran og Irak, og Teherans borgere udsættes dagligt for massive bombardementer. Alt i mens går Marjane i skole og undrer sig over de ting, hun dér hører om det nye styres fortræffeligheder. Marjane er en viljestærk lille pige, der gerne vil forstå alt og gerne siger sin mening – også til sine lærere, og det giver hende mange problemer. Hun er en oprører, veltalende, og derfor provokerer hun. Ligesom unge i vor del af verden vil hun leve, som hun har lyst til, dyrke sine musik- og filmidoler, gå amok til heavy metal og hænge plakater op på sit værelse, men alt det er ulovligt i det nu præstestyrede Iran. Det meste kan dog fås på sortbørsmarkederne, og både lærerinder og revolutionister snøres, men livet er farligt, når man ikke vil acceptere det uacceptable. Forældrene kan godt se, hvor det bærer hen, og i 1984 må de sende hende som bare 14-årig til Østrig for at sikre hendes liv.

I Wien oplever Marjane sin anden revolution: puberteten, friheden, den svimlende kærlighed, men også eksilet, ensomheden og anderledesheden. På hendes skole, det franske gymnasium i Wien, får hun venner – andre marginaliserede, der tager hende ind, fordi hun har set krig og død og har en for dem spændende historie at fortælle, en historie, som de slet ikke forstår. Men også her nægter Marjane at makke ret og vækker opsigt. Alt er ikke for det gode, og Marjane må meget igennem, inden hun efter svigt og misbrug endelig vælger at vende hjem til sine forældre, der ikke stiller spørgsmål. Tilbage i familiens skød i Teheran må hun endnu engang acceptere at gå tilhyllet og leve i et tyranni, hvor man hver dag hylder martyrerne på hvert gadehjørne. Denne periode i Teheran er hendes sidste; det endelige eksil i Frankrig venter den nu 24-årige Marjane, da hun i 1994 indser, at hun på trods af sine iranske rødder må forlade sit hjemland for altid.

Den historiske baggrund

Marjane vokser op i et marxistisk miljø, hvor diskussion, refleksion og stillingtagen er i højsædet. Mens det begyndende oprør mod shahen høres nede på gaden, fortæller hendes onkel på sengekanten godnathistorier, der ikke minder om de flestes. Her får den lille Marjane klare billeder af sin families og sit lands historie. Onklen, der er politisk aktivist, er netop blevet løsladt efter ni års fængselsophold, og fortæller med ildhu om undertrykkelse, arrestationer, tortur og likvideringer af kritiske borgere, der kæmper for et demokratisk og frit Iran. Med barnlig lidenskabelighed sluger Marjane hvert et ord. Forvirringen er dog stor, da hun opdager, at hun er efterkommer af en af Persiens sidste kejsere, og at der endog er forskellige opfattelser af, hvad der vil være godt for landet. Hun ved, at hendes forældre er kommunister, og at de ønsker en ende på shahens diktatur. Men hun kan se, at oprørerne nede på gaden kalder sig islamister, og at de ønsker en religiøs revolution og ikke marxistiske idéer. Frustrationen er total, da der samtidig må siges farvel til familiemedlemmer og kammerater på vejen. Efterhånden eneste mulige alternativ for mange bliver flugten til USA. Iran er da et land i dyb politisk krise.

I det følgende afsnit gives et resumé af landets politiske historie – flere oplysninger kan I naturligvis finde på nettet eller på biblioteket.

Fra Qajar- til Pahlavi-dynasti

Persien, som landet hed indtil 1935, var siden 1796 blevet ledet af shah’er inden for Qajar-familien. Disse havde tilranet sig magten fra det tidligere Safavidedynasti, der i øvrigt havde gjort shia-islam til statsreligion i det persiske område. Under Qajarerne oplevede perserne massivt politisk pres fra såvel russisk som britisk side, da begge stater så potentiale i regionen. De kaotiske forhold, der opstod under Første Verdenskrig, udnyttedes af hæren. Efter den kommunistiske revolution i 1917 frygtede englænderne, at den nyoprettede revolutionære Sovjetunion skulle vinde indflydelse, og der var derfor klar britisk støtte til hærlederen Reza Khan, da han i 1921 tog magten ved et kup og i 1925 afsatte den sidste Qajar-shah. Khan lod herefter sig selv udnævne til shah under navnet Reza Shah Pahlavi. Herefter påbegyndtes en omfattende modernisering af landet, der nu fik den tidligere politiske betegnelse for det samlede persiske storrige, Iran. Under Pahlavi styrkedes statsapparatet, hvis fundament var hæren, administrationen blev centraliseret og effektiviseret, og enorme jordejendomme blev samlet på Pahlavifamiliens hænder. Dermed fik shahen et eget økonomisk fundament og mulighed for at belønne loyale tilhængere. Men Pahlavis initiativer rakte endnu videre. Hvis Iran skulle overleve som stat, måtte samfundet moderniseres, dvs. kopiere udvalgte træk fra de europæiske stater. Skolevæsenet blev udbygget, Teheran Universitet grundlagt, infrastrukturen udbygget og industri igangsat. Moderniseringspolitikken omfattede også en såkaldt dragtreform, der betød krav om jakkesæt for mænd (ulama-præsterne undtaget) og forbud mod slør for kvinderne. Dette blev rent faktisk oplevet som en overfladisk og ligegyldig pudsighed af flertallet af iranerne, dvs. bønderne, hvis livssituation ikke ændrede sig; shahen tog aldrig alvorlige skridt i retning af en jordreform og en beskæring af godsejerklassens privilegier. Modstanden mod shah-styret lød også fra den religiøse klasse, ulamaerne, og den stadig større gruppe af politiske modstandere, der begge hver på sin vis blev opfattet som reaktionære modstandere af fremskridtet. Reza Shah Pahlavis styre blev altså efterhånden opfattet som værende et sandt diktatur i vestlig beklædning.

Muhammad Reza Shah Pahlavi

Shahens sympati for Vesten gik op mod Anden Verdenskrig særlig i retning af Tyskland. Reza Shah så her en modvægt til den russiske og britiske dominans i regionen, men nåede ikke langt i denne henseende. Shahen blev styrtet af briterne i 1941, og landet var besat af allierede styrker krigen ud. Reza Shah blev erstattet af sønnen Muhammad Reza Shah Pahlavi. I efterkrigstiden blev samarbejdet med Storbritannien og USA styrket i form af olieaftaler og politisk-militær støtte; under Den Kolde Krig blev shahen i USA's øjne en garant mod kommunismen, og de skiftende amerikanske regeringer trådte til med lån og ekspertbistand. Shahen for sit vedkommende var optaget af at konsolidere sin magt, der som hos hans far bestod i hele tiden at modernisere og opruste militæret, alt i mens et nyoprettet gendarmerikorps holdt øje med alt, hvad der rørte sig. Enhver opposition blev brutalt undertrykt. USA's kommunistskræk førte til amerikanske krav om liberale reformer, sådan at visse af de åbenlyse sociale modsætninger blev mindsket – og dermed den kommunistiske agitation. En jordreform tvang de relativt få store godsejere til at sælge en del af deres jord til fæstebønderne, og udadtil var reformen da også en succes; den lod shahen fremstå som en oplyst, reformvenlig hersker. Indadtil havde den dog flere alvorlige konsekvenser: adskillige millioner småbønder havde ikke råd til at købe egen jord og kunne ikke klare sig uden den faste økonomiske relation til godsejerne, og mange måtte søge til byerne. Jordreformen udløste altså en eksplosiv immigration til byerne, hvor der hverken var boliger eller behov for ufaglærte. Tilflytterne blev her et ludfattigt subproletariat. Samtidig faldt landbrugets produktivitet. Men da olieindtægterne i samme periode – slutningen af 60’erne – steg, kunne Iran kompensere ved at importere fødevarer. Især i den lavere middelklasse var modstanden mod shahen stor i 70’erne: kun olieindustrien viste reel vækst.

Flere ulamaer trådte i 60’erne frem og angreb shah-regeringen for at undergrave den religiøse kulturarv, byggende på islam. Blandt de kritiske religiøse røster var Ayatollah Ruhallah Khomeini, der underviste ved en af de teologiske skoler ved den hellige by Qum. Han mente, at shahen undertrykte muslimerne og hver dag solgte en stadig større del af Iran til USA og dermed også til ærkefjenden Israel. Under en stor demonstration mod regeringen i 1963 blev Khomeini arresteret og sendt i eksil til Tyrkiet og siden hen til Irak. Demonstrationen blev afholdt midt under den vigtige shiitiske højtid den 10. Muharram, og denne såkaldte Muharram-opstand blev senere set som en slags generalprøve på det endelige oprør, der førte til den islamiske revolution i 1978-79. Ved begge opstande gik ulamaerne forrest, og i begge tilfælde blev politisk handling retfærdiggjort under henvisning til islam.

Da Saudi Arabien i midthalvfjerdserne sænkede oliepriserne, blev Iran tvunget til at gå med. Dette betød, at shahen måtte annullere alle de i øvrigt ganske idealistiske udviklings- og velfærdsprojekter, som han havde givet lovning på. De fleste iranere kunne nu se frem til faldende lønninger, alt i mens shahens familie viste sig frem i internationale modeblade iklædt den nyeste luksus, og militærpersonellet nød godt af mere materiel og stadig højere lønninger.

Revolutionen 1979

Økonomisk krise, politisk og religiøs undertrykkelse samt åbenlyse sociale forskelle var forudsætningerne for den proces, der til sidst førte til revolutionen. Khomeini, der stadig levede i eksil i Irak (og fra 1978 i Paris), kom i kraft af sin kompromisløshed lidt efter lidt til at overskygge de andre ulamaer, og hans ansigt blev efterhånden symbolet på en anden vej. Også ikke-religiøse kritikere så i Khomeini en allieret, et symbol for den folkelige opstand, og de så gennem fingre med, at hans meget konservative standpunkter var uforenelige med deres. Da flere demonstrationer i 1978 endte med massiv militær brutalitet, var idéen om en politisk forhandling med shahen til sidst håbløs. Shahen forlod Iran i januar 1979, da han frygtede for sit liv, og Khomeini vendte tilbage fra sit eksil allerede måneden efter. Ganske vist var en ny premierminister blevet udpeget af shahen, men det vakte ikke megen opmærksomhed. Khomeini kunne bekvemt indtage den politiske trone. Ledelsen af landet blev overtaget af et revolutionsråd, dannet af Khomeini i Paris i 1978, bestående af ulamaer og andre religiøse lærde.

Khomeini var af det standpunkt, at kun et samfund, der levede i overensstemmelse med Koranens forskrifter, var retfærdigt. Han indførte ved lov, at præsteskabet – ulamaerne – genvandt de samfundsmæssige funktioner, de havde mistet i Qajarog ikke mindst Pahlavi-tiden. Alt, hvad der kunne begrænse de muslimske værdier og ulamaernes indflydelse, blev kritiseret: den statslige centralisering, verdsliggørelsen, den udenlandske påvirkning og afhængigheden af vestlig teknologi.

  • Hvilket billede skaber Marjane Satrapi som eksil-iraner af sit land og af den religiøse fundamentalisme, som revolutionen tager udgangspunkt i? Giv nogle konkrete eksempler på hendes skildring af Iran under revolutionen.
  • På et tidspunkt siger Marjanes onkel, at størstedelen af den iranske befolkning er analfabeter – og at det altid er let at sælge ”religion og nationalisme” til analfabeter. Diskutér dette: er det altid let at sælge religion og nationalisme? Hvorfor?
  • Marjane Satrapi forlader Iran som 14-årig i 1984. Som 24-årig vender hun tilbage, men må tage afsked med sin familie for altid, og hun har siden levet i eksil. Tegneserien udkommer i 2002, og filmen som bekendt i 2007. ”Persepolis” er altså hendes livsværk. Men hvad ser du som hendes vigtigste budskab? Hvad er sandheden om Iran ifølge Satrapi?

Efter 1979

Situationen umiddelbart efter shahens fald var flydende. Ingen vidste, hvad der ville ske, eller hvem der stod bag de første lovændringer. At se sig selv som revolutionær blev til at begynde med betragtet som en frihedserklæring for den enkelte iraner. Men fronten mod shahen havde dækket over en bredt spektrum af politiske standpunkter, som i det lange løb ikke var forenelige. En folkeafstemning i marts 1979 havde med et overvældende flertal – valgretsalderen var blevet sænket til lejligheden – vedtaget, at Iran fremover skulle være en islamisk republik. Resultatet er kendt den dag i dag: millioner af iranske flygtninge, som lever i eksil rundt omkring i de vestlige lande. Før den islamiske Revolution producerede Iran også flygtninge, dengang fra shahens repressive styre, og tusindvis af unge iranere rejste til USA, Frankrig, England og Vesttyskland for at studere. Kun en lille gruppe af disse iranere tog til Skandinavien, primært til Sverige. Først efter revolutionen blev Danmark et egentligt asylland for iranerne.

Den første gruppe af iranske flygtninge efter revolutionen i 1979 drog til lande som Frankrig og England og bestod af medlemmer af shahens familie, tidligere regeringsledere, personer fra overklassen – med andre ord den iranske elite. Efterhånden som revolutionen førte politisk repression med sig, ændrede flygtningestrømmen karakter. Det nye, konservative ulama-styre skulle defineres, og som konsekvens heraf begyndte også politiske modstandere af shah-regimet at forlade Iran – såsom intellektuelle, forfattere, digtere og journalister. Da krigen mod Irak samtidig blev påbegyndt, flygtede med ét også store grupper af unge mennesker, hvis eneste fremtidsperspektiv i Iran var militærtjeneste ved fronten. I 1983 var det blevet næsten umuligt at opnå asyl i lande som Frankrig og England, og mange søgte mod Skandinavien.

  • Diskutér sekvensen, hvor den unge Marjane rejser sig op i klassen og udtrykker sin holdning til den historieundervisning, hun modtager i det post-shahske læringsrum. Emnet er antallet af politiske fanger under shahen. Hvordan fremstår lærerinden og Marjane selv? Se på deres fysiske fremtræden og deres sprogbrug.
  • Hvilken betydning har denne sekvens for det samlede billede, Marjane Satrapi ønsker at give af sig selv som ung studerende?
  • Diskutér i klassen, hvorvidt denne sekvens er realistisk gengivet.
  • Diskutér, hvordan situationen kan have været for de tusinder af iranske flygtninge, der kom til Danmark i midten af 1980’erne. Prøv at sammenligne med situationen for de iranere, der flygtede til nogle af de ovennævnte lande, fx Frankrig og England – lande, som i forvejen kendte til iranske flygtninge fra tiden under shahen.
  • For de iranske flygtninge fra overklassen, der flygtede i årene omkring 1979, har oplevelsen af kulturelle kløfter og konflikter i det nye land ikke været noget stort problem. Hvilke forhold kan forklare dette? Kig fx på filmens beskrivelse af det sekulære Iran før revolutionen.
  • Anderledes har det været for gruppen af unge iranere, som er kommet til Vesten i midtfirserne. Hvad kan forklare, at denne gruppe – som især udgøres af unge mænd – har været psykisk belastede og haft svært ved at integrere sig i Danmark og de øvrige modtagelseslande? Hvad har de ”haft med i bagagen”?

Marjane ankommer til Wien i 1984. Da hun er af en vestligsindet, moderne og intellektuel familie, er det ikke oplevelsen af kulturelle kløfter og konflikter i forhold til Østrig, der præger hendes nye tilværelse. Hun er allerede fortrolig med vestlig kultur og livsstil, dog i en mindre radikal form. Marjane oplever ikke desto mindre, hvordan længslen efter fædrelandet, efter det sted, ”hvor man hører til”, hvor ens nære familie og venner findes, bogstavelig talt overmander hende.

  • Beskriv Marjanes kulturmøde med Østrig. Sammenlign dét, hun kommer fra – mullahernes fanatisme – med det, hun møder i Østrig.
  • Tag stilling til, hvad Marjane Satrapi mon ønsker at fortælle hermed.

At filmatisere en tegneserie

Filmen bygger på Marjane Satrapis selvbiografiske tegneserie i to bind, ”Persepolis 1-2”, som er det, man kalder grafiske romaner – sort/hvide tegninger med tekst udformet som en roman; altså en tegneserie. ”Persepolis 1: Min iranske barndom” (udgivet i Frankrig i november 2000) strækker sig fra 1978, hvor man følger optakten til den islamiske revolution, og efterfølgende de forandringer, som ikke mindst sekulariserede og kritiske borgere oplever efter revolutionen. I efterfølgeren, ”Persepolis 2: Teheran tur-retur” (udgivet i oktober 2001), følger vi Marjanes eksil i Wien og hendes hjemvenden til Teheran igen. Tegneserien er udkommet på et utal af sprog, men både bog og film er forbudte i Iran.

Det er interessant at se på, hvordan animationsfilmen fortolker det oprindelige medie, tegneserien. Selvom måden, man læser tegneserier på, generelt kan siges at være væsensforskellig fra filmoplevelsen, vælger Marjane Satrapi og Vincent Paronnaud at gøre brug af samme stiliserede streg i filmen som i serien, ligesom de henter hele det narrative forløb herfra. Dette er interessant, da det er karakteristisk for filmatiseringer af tegneserier, at der ofte kun hentes overfladisk inspiration til plottet i forlægget. Langt de fleste filmatiseringer er i øvrigt amerikanske, ofte superheltehistorier, hvilket også gør ”Persepolis” til et befriende kunstnerisk åndehul; hovedpersonen er ikke superhelt – men et ganske almindeligt menneske, hvis skridt frem i livet vi følger, mens vi håber, frygter og føler med hende.

Ved at bevare den sort-hvide streg opnår Satrapi og Paronnaud præcis det, Satrapi selv sigtede mod med tegneserien. Den meget enkle og virkningsfuldt tegnede streg skaber en form for stiliseret realisme med meget jordnære hverdagstableauer, som af og til brydes af abstrakte og surrealistiske drømmemomenter. Filmen er ikke en eksotisk fortælling om den Tredje Verden. Med Marjanes undersøgende og undrende blik opleves det europæiske Wien eksempelvis langt mere fremmedartet end Teheran under mullahernes hårde hånd; det er hendes følelsesliv, vi påvirkes af, ikke det, hendes øje ser. Den abstrakte sort-hvide streg gør filmen let at forholde sig til, uanset ens eget nationale tilhørsforhold. Fortællingen er universel.

På samme måde med musikken i filmen; der er ingen world music, ingen dyrket orientalisme eller påtaget eksotisme i beskrivelsen af den iranske dagligdag. Filmen dømmer ikke; den siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert – den viser situationen rent og enkelt, og derfor skaber den også et ganske nuanceret billede af iranerne. Filmen umuliggør blandt andet via sin streg kendte generaliseringer og abstrakte begreber som ”islamiske fundamentalister”, ”terrorister” og ”Ondskabens Akse” om det iranske folk – jf. instruktørens eget citat i dette materiales første afsnit.

Da tegneserien foreligger på dansk, er det oplagt at lade eleverne sammenligne de to mediers billedsprog. Filmen er generelt et meget direkte følelsesmedium, der arbejder mod en fornemmelse af ”virkelighed”, mens tegneserien ofte har en tendens til at fungere på et mere abstrakt niveau. Der leges bl.a. med sideopbygninger og anderledes historiestrukturer, og det er altid muligt at standse op og genlæse en passage eller nærstudere et billede.

  • Diskutér tegnefilmens og tegneseriens billedsprog. Hvordan lykkes det de to medier visuelt at skildre det brede følelsesspektrum i Marjanes univers? Se fx på, hvad der gør hendes figur levende: billedkompositionen, billedvinkler, ansigtsmimik m.m.
  • Hvis I har tegneserien, kan I se nærmere på afsnittet ”Fårene” i bind 1 (s. 68-77), der handler om tiden op til Irak-krigen, hvor Marjane og hendes forældre må se til, mens familiemedlemmer og kammerater fra vejen flygter til USA, mens andre nære likvideres. Marjanes onkel arresteres på ny, denne gang altså under det islamistiske regime, og hun tager hen og besøger ham i hans celle. Da hun senere forstår, at han er blevet henrettet, afsværger hun Gud, sit hidtil eneste holdepunkt. Sammenlign dette afsnit med sekvensen i tegnefilmen. Hvad kan filmen, som tegneserien ikke kan – og omvendt? Sammenlign de to mediers fortællemåde, æstetik m.m.
  • Diskutér jeres holdning til de to medier. Tegneserien er spændende og medrivende, men opfatter I den som lige så altopslugende som filmen?
  • Overvej, hvilken betydning det i den forbindelse har, at en tegneserie i bogstavelig forstand skal læses.

I filmmagasinet EKKO kan du læse en artikel om filmatisering af tegneserier: ”2X2 dimensioner”. Se www.ekkofilm.dk.

Individualitet og eksil

”Persepolis” er fortællingen om et individs kamp for at finde sin plads i verden. Temaet individualitet er et af filmens centrale omdrejningspunkter. Vi får allerede i åbningsscenen (som er i farve, mens resten af filmen er i sort/hvid) med Marjane i lufthavnen et billede af – og et løfte om – afstand, nostalgi, eksil. Filmen er herefter ét langt flash back. Marjane forsøger gennem hele sin barndom og ungdom at finde sit til rette med sine omgivelser. Den islamiske revolution kræver en fundamental tilværelsesændring og tilpasning for den sekulære familie: omfattende frihedstab og restriktioner, grovhed og manipulation, daglig frygt og ikke mindst massive og helt meningsløse tab af liv. Som 14-årig oplever Marjane i Østrig sin anden revolution: den forvirrende pubertet, den overvældende, men noget hule frihed, de mange muligheder, den svimlende kærlighed, men frem for alt eksilet, udstødelsen, ensomheden og anderledesheden. Endnu et eksil – det endelige, til Frankrig – afrunder fortællingen.

  • Marjanes mormor taler flere gange med sit meget søgende barnebarn om vigtigheden i at bevare sin integritet. Da Marjane en dag kommer hjem og fnisende fortæller sin mormor om, hvordan hun narrede politiet på en anden persons bekostning, kritiserer mormoren hende for at have mistet sin integritet. Hvad mener hun mon med det?
  • Diskutér forholdet mellem individualitet, integritet og ensomhed i filmen. Hvornår fremstår Marjane som ”anderledes”? Tænk på både hendes barndom og ungdom og hendes relationer til barndomskammerater, familie og kærester. Diskutér om individualitet og integritet kan medføre ensomhed.
  • Marjanes onkel siger, at hun altid skal huske sandheden. Hvilken betydning får dette udsagn for Marjanes livsforståelse og levevis?
  • Marjane personificerer individets kamp mod systemet. Diskutér følgende begreber og aspekter af Marjanes personlighed: intelligens – refleksion – viden – deltagelse – spørgen – undren – manglende accept – antiautoritetstro – diskussion – viljestyrke – selvstændighed – engagement – ledelse – opgør – konfrontation. Hvordan er Marjanes individualisme efter din mening fremstillet i filmen? Nuanceret eller ensidigt? Forstår vi, hvorfor hun handler og tænker, som hun gør?

Humor og seksualitet

Filmen er lige så humoristisk, som den er dyster. Kontrasten mellem ude- og hjemmeliv er enorm. Marjanes barneblik på detroniserede kejsere (hvoraf én er hendes egen slægtning), kritisk orienterede familiemedlemmer og iranske medborgere i nød giver os, sammen med hende, en forståelse af det fascinerende lands historie og af hendes egen familie. Filmen viser, hvordan vi mennesker på trods af modgang og undertrykkelse fortsætter i livet, gennem latter og tårer, over for absurditeten. Midt i alt dette, det absurde hverdagsdrama i Satrapis fortællerunivers, kommer humoren til at spille en afgørende rolle. Humoren i filmen er ofte tæt forbundet med et af individualitetens indbegreber: det seksuelle.

  • Se nærmere på, hvordan fænomenerne humor og seksualitet er forbundet i filmen. Tænk på Marjanes bedstemoder, de (ordinære) pubertetsoplevelser, de absurde tegnetimer i skolen i Teheran, den vovede beklædningsdebat i skolen, Marjanes egne komplicerede kærlighedsforhold. Hvad kendetegner disse små fortællinger i den store fortælling?
  • Giv en personkarakteristik af Marjane eller mormoderen med fokus på hendes impulsivitet og fandenivoldskhed, diskussionslyst, ironi og temperament. Hvilken rolle spiller det seksuelle i skildringen af hhv Marjane og mormoderen?
  • Marjane oplever flere umulige kærlighedsforhold i Østrig. Hun forelsker sig i en homoseksuel mand og udsættes også for utroskab og svigt. Giv en beskrivelse af disse vekslende kærlighedsforhold og diskutér hendes reaktioner i forhold til begreberne accept, kontrol og tab.

Links

”Persepolis” på Myspace

www.myspace.com/persepolisfilmen

Læs mere om filmen på

www.allocine.fr
www.variety.com
www.imdb.com