• Til læreren
  • Filmens handling
  • Det amerikanske sundhedssystem
  • Sundhed - en privat eller offentlig sag?
  • Dokumentarfilm, fakta og fiktion

Til læreren

Dokumentarfilminstruktøren Michael Moore har i mange år skilt sig ud som en provokerende ener i det amerikanske mediebillede. Den overvægtige, lettere usoignerede Michael Moore er ikke bange for at gå imod strømmen. Det har han ofte dokumenteret i sine tv-programmer og dokumentarfilm. Han har sin egen tilsyneladende naive, på overfladen helt ufarlige facon, der giver ham adgang til mennesker og institutioner, som ellers nok ville betakke sig for at optræde i medierne. Samtidig har han en veludviklet sans for at skrue sine ting sammen, så selv svært tilgængeligt materiale bliver elementært underholdende.

Michael Moore tager ofte udgangspunkt i sit eget bagland, som f.eks. med dokumentarfilmen Roger and Me (1989), der omhandler bilproducenten General Motors lukning af deres virksomhed i Moores hjemby Flint i Michigan, hvor filmens drivkraft er Moores vedholdende jagt på et interview med koncernchefen Roger B. Smith. En tydelig parallel til forløbet i Bowling for Columbine (2002), hvor det er skuespillerikonet Charlton Heston, der er ”skurken” og Moore, der er helten. Samt til den kontroversielle Fahrenheit 9 /11 (2004), der indbragte ham De Gyldne Palmer i Cannes i 2004, og hvor ”skurken” er den amerikanske præsident George W. Bush.

Michael Moore fik idéen til Sicko i 1999, da han lavede tv-showet The Awful Truth (1999-2000). Showet bragte en historie om en alvorligt syg mand, hvis sygeforsikring ikke ville betale hans operation. Da kameraet blev rettet mod sagen, fik forsikringsselskabet kolde fødder og udbetalte alligevel pengene. Moore fandt ud af, at han på den måde både kunne skabe debat og redde menneskeliv. Det var den oprindelige idé i Sicko: at fortælle ti historier og på den måde redde ti liv. Det viste sig dog særdeles svært at få en lovpligtig forsikring til filmen. Det var ikke noget problem at få virkelig gode aftaler om sygeforsikringer for filmholdet. Men forsikring på selv filmprojektet var anderledes svært – når forsikringsselskaberne hørte, at de skulle sikre gennemførslen af en Moore-film om forsikringsbranchens fortrædeligheder, hvis uheldet var ude, var lysten til at sælge en forsikring ikke stor. Filmen blev dog lavet, og den lægger sig fint i forlængelse af Moores tidligere film i både indhold, fortællestil og måden at bruge dokumentargenren på.

Gennem interviews og montager skildrer Sicko det amerikanske sundhedssystem, og hvordan det svigter mange amerikanske borgere. Det er ikke kun de mennesker, som ikke har råd til sygesikring, der er i knibe. Det viser sig, at borgere, der har en sygesikring, bliver ført bag lyset, idet de store private sygeforsikringsfirmaer bruger alle kneb for at undgå at udbetale forsikringer og dermed sikre flere penge til firmaets aktionærer. Som modsætning til dette sætter Moore fokus på Canada, Frankrig og England – lande, han ser som forbilleder og beviser for, at det kan lade sig gøre at give ordentlig behandling til syge mennesker ved at gøre sygeforsikring til et offentligt anliggende. Han trækker tråde tilbage til præsident Nixon og amerikanernes angst for socialisme i sit forsøg på at vise, hvorfor det amerikanske sundhedsvæsen ser ud, som det gør i dag. Det er ikke hospitalernes tilstand, men politikernes vægelsind og forsikringsselskabernes grådighed, som Sicko går til angreb på. Politikerne lader sig besnakke af lobbyister og vil ikke etablere en offentlig sygesikring, der kan hjælpe de borgere, som står uden private forsikringer. Samtidig sælger forsikringsselskaberne falsk tryghed i dyre domme, da mange kunder får deres begæringer underkendt på grund af tekniske spidsfindigheder.

Michael Moore ønsker med Sicko først og fremmest at tegne et portræt af det amerikanske sundhedsvæsens fortrædeligheder. Omdrejningspunktet for denne film er ikke en person (som i Moores tidligere film) men et system. Filmen skildrer på overfladen historien om sygeforsikringer i USA, men er i virkeligheden en skildring af et menneskesyn. I filmens slutning stiller Moore da også det overordnede og meget komplekse spørgsmål: Hvordan kom USA – verdens rigeste land – og amerikanerne herhen? Hvad siger det om amerikanerne, at man vælger at acceptere systemet? Hvornår blev ”vi” til ”mig”? Præmissen er tydelig: Hvordan kan en nation med så mange ressourcer og så megen selvfølelse behandle sine svage borgere så dårligt? Svaret giver han faktisk selv med ordene: I Frankrig frygter regeringen folket, i USA frygter folket regeringen!

Sicko er en særdeles vigtig og vedkommende film, og Michael Moore formår at give et godt indblik i, hvor grelt det står til for det amerikanske sundhedsvæsen. Temaet er amerikansk, men filmen kan bidrage til at lære lande med nationale sygesikringer vores eget system bedre at kende. Stilen hos Moore er i denne film mere tilbageholdende og behersket end i hans tidligere film, hvilket gør den mere undersøgende end manipulerende, selvom det dog gennem hele filmen tydeligt skinner igennem, hvor sympatien hos Moore ligger, nemlig hos patienterne. Og Moore er stadig en instruktør, som bruger krasse, somme tider vulgære, virkemidler – hvilket er værd at være opmærksom på, når man ser filmen!

Om undervisningsmaterialet

Undervisningsmaterialet retter sig især mod fagene dansk og samfundsfag og henvender sig primært til folkeskolens 8. og 9. klasser samt gymnasiet og de øvrige ungdomsuddannelser.

Elever og lærer kan i fællesskab arbejde med temaerne, men undervisningsmaterialet kan også deles op, så de enkelte temaer med tilhørende arbejdsspørgsmål gives til mindre elevgrupper, der så arbejder selvstændigt. Herefter kan de enkelte grupper fremlægge deres afsnit for resten af klassen. Afslutningsvis kan disse fremlæggelser munde ud i en overordnet fælles diskussion om filmen og dens temaer. Som forberedelse til arbejdet med filmen vil det være en god idé, at eleverne, inden de ser filmen, bliver præsenteret for filmens temaer og de tilhørende arbejdsspørgsmål, så de kan være særligt opmærksomme på de ting, de efterfølgende skal arbejde med.

Arbejdsopgaverne til filmen er opdelt i tre hovedafsnit: Det amerikanske sundhedssystem, Sundhed – en privat eller offentlig sag? samt Dokumentarfilm, fakta og fiktion. Filmen er oplagt at bruge i fagene dansk og samfundsfag, evt. som et tværfagligt forløb. Men også i undervisningsforløb om dokumentarfilm eller levende billeder er filmen særdeles velegnet. Den er et godt bud på en subjektiv dokumentarfilm, der bruger dokumentargenren på en speciel måde ved at lade grænsen mellem fiktion og fakta være flydende.

Filmsitet Internet Movie Database er et godt sted at finde faktaoplysninger om filmen, links m.v.: www.imdb.com Man kan læse mere om Michael Moore på hans hjemmeside: www.michaelmoore.com

God fornøjelse!
Lene Pryds Jørgensen

Filmens handling

Sicko indledes med en præsentation af forskellige mennesker, der på den ene eller anden måde er kommet i klemme i det amerikanske sundhedssystem. Eksemplerne viser, hvordan den almene amerikanske befolkning føler sig snydt af systemet. Ikke de 50 millioner amerikanere – af dem 9 millioner børn – som ikke har en privat sygeforsikring. De er tabt i det amerikanske sundhedsvæsen og må bare håbe ikke at komme ud for ulykker eller blive syge. Men den gruppe af amerikanere, der rent faktisk har en sygeforsikring, men som alligevel kommer i økonomisk eller anden klemme, når uheldet er ude, og sygdom eller lignende rammer dem.

Michael Moore ridser en masse forfærdelige historier op i filmens første halvdel og tegner også et billede af de forskellige forsikringsselskaber og deres praksis. Vi møder blandt andet det ældre ægtepar, der efter alvorlig sygdom og genstridige forsikringsselskaber har mistet alt og nu bor i et kælderværelse hos deres datter. Kvinden, der efter et trafikuheld ikke kunne få dækket omkostningerne til ambulancen, fordi hun ikke søgte godkendelse på forhånd – hun var bevidstløs! Moderen, hvis 4-årige datter en aften blev kørt til et hospital med livsfarlig høj feber, men da hospitalet fandt ud af, at de ikke hørte under moderens forsikringsselskab, ville de ikke modtage pigen. Pigen døde senere i en bil på vej hen til det forsikringsmæssigt korrekte hospital.

Sundhedssektoren i USA er i dag ifølge Michael Moore overladt til forsikringsselskaber og medicinalfirmaer. Vi præsenteres blandt andet for Kaiser Permanente, det største forsikringsselskab i USA. Her afviser man gerne syge menneskers forsikringer, da det giver mere profit til aktionærerne og bonus til den enkelte medarbejder. Tidligere medarbejdere beretter om, hvordan de har været med til at afvise syge menneskers forsikringer ud fra målestokken: Jo flere afvisninger til patienterne, jo mere profit til forsikringsselskaberne. Udbetalte præmier kan inddrages med tilbagevirkende kraft, og for private hospitaler er det blevet praksis at dumpe ikke-forsikrede patienter på gaden, hvor de hjemløse i forvejen ligger og rådner op. En kvindelig læge fortæller, hvordan hun som konsulent for et forsikringsselskab i årevis har afvist syge mennesker, og hvordan hendes egen løn steg i takt med disse afvisninger. Senere i filmen møder vi igen lægen, i en retssal, hvor hun tilstår, hvad hun har gjort.
Moore fører vidner, både ofre og tidligere ansatte, der taler ud om forsikringsgiganternes praksis, og med en reference til Star Wars-filmene kører en endeløs rulletekst med navne på sygdomme, der er undtaget fra forsikringsbetingelserne.

Ansvaret for problematikken omkring sundhedsforsikringer tillægger Moore blandt andet præsident Nixon (præsident i USA 1969-1974). Således vises et arkivklip, som afspiller en samtale fra The Oval Office i Det hvide Hus, hvor præsident Nixon og hans republikanske sundhedsminister i 1971 beslutter at lade privat sygesikring være normen for alt, som er godt og liberalt.

Der er mange forfærdelige historier i Sicko, og bedre bliver det ikke, da Michael Moore i filmens anden halvdel perspektiverer til andre lande i den vestlige verden i et forsøg på at finde ud af, hvorfor det er gået så galt i USA.

Svaret finder han i Canada, England og Frankrig, hvor sygesikringen er statsstyret og velfærden offentlig. Alle tre lande vises som ”mønstersamfund”, hvor offentlig hjælp er en selvfølge, og hvor folk nærmest trækker på smilebåndet, his man stiller spørgsmålstegn ved de forskellige goder som gratis lægehjælp, frit hospitalsophold, gratis eller meget billig medicin.

Herefter ser vi interviews med nogle af de redningsarbejdere, som hjalp til ved Ground Zero efter terrorangrebet 11/9 2001. De er alle efterfølgende blevet syge, men har ikke råd til behandling på hospitaler i USA eller til livsvigtig medicin, som kan gøre deres hverdag tålelig. For at hjælpe disse mennesker sejler Michael Moore redningsarbejderne i tre motorbåde til den amerikanske militærbase i Guantanamo og præsenterer sig via en megafon for de befalingshavende autoriteter på basen, hvilket de dog ikke reagerer på. Så går Moore og de syge fra 11/9 i land i Havana på Cuba. Amerikanerne bliver opfostret med billedet af Cuba som det rene djævelskab (= Fidel Castro), men den fordom får Moore også vendt op og ned på. Cuba viser sig nemlig at være alt det modsatte og udråbes i filmen nærmest til et jordisk paradis. Her får de syge udsøgt, professionel og gratis behandling på det nærmeste offentlige sygehus. Flere af amerikanerne er brandmænd, som fik lungeskader under nødarbejdet ved Ground Zero. På brandstationen i Havana improviseres derfor en ceremoni, hvor det ene korps hylder det andet.

Filmen slutter helt i Michael Moores ånd: I en voice-over fortæller han, hvordan en af hans værste fjender, som plejer at genere ham på det groveste på sin ”Michael Moore-hadeside” har en kone, som er blevet alvorligt syg, så han er nødsaget til at lukke siden. Men i stedet for at glædes over dette, sender Michael Moore manden en anonym check, så han kan betale for sin kones hospitalsophold og dermed fortsat genere Moore på sin hjemmeside!

Det amerikanske sundhedssystem

Sicko er et portræt af det amerikanske sundhedssystem, fortalt af almindelige mennesker, som ofte kommer i alvorlige vanskeligheder i deres jagt på basal sygehjælp. 50 millioner amerikanere – af dem 9 millioner børn - har ikke en privat sygeforsikring, og det er naturligvis alvorligt. Men som Michael Moore slår fast i Sicko, kan det næsten være lige så galt at have en sygeforsikring. For selvom mange amerikanere troligt har betalt til deres private sygeforsikringer igennem mange år, kan de risikere at blive ruineret eller dø, hvis uheldet er ude, og de bliver syge. Forsikringen dækker nemlig ikke altid, når det kommer til stykket.

I filmen gives forskellige eksempler på, hvordan den almene amerikanske befolkning føler sig snydt af systemet. Et ældre ægtepar, der efter alvorlig sygdom og genstridige forsikringsselskaber har mistet alt og nu bor i et kælderværelse hos deres datter. En ung pige, der fortæller, hvordan hun måtte betale en stor sum penge for en ambulancetur. Pigen blev kørt ned og blev i bevidstløs tilstand kørt i ambulance til et hospital. Hun kunne af gode grunde ikke ringe og forhåndsgodkende turen hos forsikringsselskabet, og kom derved selv til at bøde for køreturen. Et andet tragisk eksempel er historien om en mor, hvis 4-årige datter en aften blev kørt til et hospital med livsfarlig høj feber, men da hospitalet fandt ud af, at de ikke hørte under moderens forsikringsselskab, ville de ikke modtage pigen. Pigen døde senere i en bil på vej hen til det forsikringsmæssigt korrekte hospital.

  • Udvælg nogle andre af eksemplerne fra filmen på syge mennesker, der er kommet i klemme i systemet, selvom de faktisk har haft en sygeforsikring – beskriv eksemplerne. Hvad fortæller de om det amerikanske sundhedssystem?
  • I USA er det en regel, at man betaler for sin behandling. Diskutér, om det på den baggrund er reelt nok af hospitalerne at afvise folk, hvis de ikke kan betale. Kom i den forbindelse ind på både regler, men også på det etiske aspekt i disse regler for behandling.
  • I en af filmens scener ser vi en ældre dame iført hospitalstøj blive smidt ud af en taxa udenfor et hospital, hvor hun syg og forvirret vakler rundt. Det viser sig, at damen er blevet smidt ud fra det hospital, hvor hun var indlagt, fordi hun ikke var forsikret, og derfor må klare sig selv. Er der en sammenhæng mellem social status og den behandling, man får? På hvilken måde er det med til at fastholde uligheden i samfundet? Begrund med eksempler fra filmen.
  • Uanset hvor i verden man befinder sig, kan man forvente at blive behandlet af en læge, hvis man er syg og har brug for det. Eller…? Er det ok, at man f.eks. ikke kan forvente dette i USA, blot fordi man f.eks. indlægges på det ”forkerte” hospital eller ikke kan betale?

I en af filmens andre scener er Moore og en flok syge redningsarbejdere fra terrorangrebet 11/9, der ikke har råd til lægehjælp, i stedet taget til den amerikanske flådebase Guantanamo på Cuba. Dette er nemlig det eneste sted på amerikansk jord, hvor alle kan komme gratis til lægen. ”Vi vil bare have den samme behandling som Al-Qaeda, som de onde” råber Moore ironisk og let smilende i en megafon, da han og redningsarbejderne ligger og venter i en båd ved Guantanamo-bugten.

  • Diskutér, hvad I tror, Michael Moores hensigt med denne lettere groteske scene er – hvad vil han vise med denne scene, hvor man tager til en militærbase for at få gratis lægehjælp?
  • Er der mon en grund til, at Moore lige netop vælger de syge redningsarbejdere fra 11/9 til at medvirke i sin film og dermed være med til at vise os noget om det amerikanske sundhedssystem? Kig bl.a. på hvad redningsarbejderne symboliserer i den amerikanske befolkning.
  • Senere i filmen kommer redningsarbejderne på hospitalet i Cuba, hvor de får gratis behandling. Dette fik efterfølgende både republikanske politikere og det officielle USA med præsident Bush i spidsen til at råbe vagt i gevær, da de mente, det var en overtrædelse af den handelsembargo, man har indført overfor Cuba. Siger det noget om det amerikanske styre, at de mennesker, som politikerne hyldede efter terrorangrebet, nu ikke interesserer dem, men at det politiske forhold til Cuba vejer tungere?

Behandlingen af syge mennesker i USA afspejler meget godt hverdagen hos de amerikanske sygeforsikringsselskaber: Kontant bonus til den medarbejder, der afviser flest ansøgninger om hjælp! Når nogen får et ja, betegnes det konsekvent som et ”medical loss”, altså et tab for firmaet.
Det eneste, forsikringsselskaberne fokuserer på, er ifølge filmen profitmaksimering frem for deres kunders helbred. De forsikrede kan med andre ord langtfra føle sig sikre, hvis de bliver syge, da det for forsikringsselskaberne primært handler om at afvise flest muligt – også selvom folk har betalt til forsikringerne i årevis.

  • Er de amerikanske sygeforsikringer i virkeligheden et fupnummer? Er forsikringsselskaberne mere interesserede i profit end i menneskeliv?
  • Er det unfair, at den enkelte borger selv skal betale sin hospitalsregning?
  • Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at afvise - både som ansat på et hospital og i sygeforsikringsselskaberne? Kom i den forbindelse ind på både regler og på de mere etiske aspekter.

Moore sporer problematikken omkring sygeforsikringerne tilbage til præsident Nixon (amerikansk præsident fra 1969-1974), der brugte propagandakampagner om ” Socialized Health Care” til at påvirke de kommunistforskrækkede amerikanere. I stedet udviklede han et system, hvor business og etik bliver blandet sammen. Man hjælper ikke dem, der har brug for det. Man hjælper så få, som det er menneskeligt muligt. For hver gang nogen skal have hjælp, er det en udgift. Og en udgift er mindre profit til aktionærerne. Men hvad ville et andet system være? Ville det ikke netop være socialistisk? I et statsligt sygesikringssystem som eksempelvis det danske taler vi jo om en situation, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. 

  • Tag stilling til ovenstående – er et statsligt sygesikringssystem nødvendigvis baseret på en socialistisk tankegang og politik?
  • Undersøg baggrunden for, at den amerikanske befolkning er ”bange” for, at for mange ting bliver gjort offentlige. Hvad kan konsekvenserne af dette være for et samfund som det amerikanske, som jo bygger på en holdning, der siger, at ”man er sin egen lykkes smed”?

Sundhed - en privat eller offentlig sag?

I filmen skildres både Canada, Frankrig og England som nogle gode steder at bo, når det handler om social velfærd sammenlignet med USA. Michael Moore tegner i filmen et meget idyllisk og idealiseret billede af sundhedssystemerne i disse lande, hvor man har gratis sygesikring og billig eller gratis medicin. I England får lægerne sågar bonusser efter, hvor mange de helbreder, hvilket står som en klar modsætning til USA, hvor sygesikringsselskaberne får profit ved ikke at udbetale penge til deres sygdomsramte kunder. I Frankrig finder Moore ud af, at det ikke kun er gratis sygehjælp og medicin, franskmændene har adgang til, men også statslig hjælp til tøjvask og madlavning.

Ved at rejse til disse lande, tale med de indfødte og med amerikanere bosat dér, opdager Michael Moore, at det i hele den vestlige verden kun er USA, der ikke har en offentlig, gratis sundhedssektor. Mange (og frem for alt magtfulde) politikere i USA bryder sig ikke om, hvad de kalder ”socialized medicine”.

  • Hvordan skildres de tre landes sundhedssystemer? Virker disse skildringer af de offentlige sundhedssystemer troværdige – hvorfor / hvorfor ikke? Tænk blandt andet på de filmiske virkemidler – klipningen, kameraføringen, interviewteknikken, hele Michael Moores attitude (både i billedet og på lydsporet) m.m..
  • Diskutér, om det er rimeligt at sammenligne USA med Canada, Frankrig og England – kan der være andre end politiske årsager til de store forskelle mellem de enkelte landes sundhedssystemer?
  • Hvad synes I: Er sygdom en privat eller en offentlig sag? Er det rimeligt, at man via sin skat er med til at betale for andre menneskers behandling, når man ikke selv ”får noget ud af det”?

På sin rejse til England interviewer Michael Moore blandt andet Tony Benn, en ældre politiker fra Labour (det store socialdemokratiske parti i England). Tony Benn ser ikke den gratis sygeforsikring som noget odiøst og ekstraordinært, men mener, at et offentligt sundhedssystem egentlig bare er et tegn på et demokratisk samfund og ikke nødvendigvis på et socialistisk samfund.

  • Find ud af, hvad de forskellige politiske partier i Danmark mener om henholdsvis offentlig / privat sygesikring – gå evt. på nettet. Er holdningerne udtryk for et politisk syn eller et menneskesyn? Er holdningen til sygesikringen et udtryk for, om partierne befinder sig på højre- eller venstrefløjen i det politiske system? Begrund – inddrag om nødvendigt dele af partiernes programmer i jeres begrundelse.
  • USA og de lande, Michael Moore sammenligner USA med, bygger på forskellige demokratiske grundlag. I Danmark har vi fx Grundloven – prøv at finde ud af, hvilket demokratisk grundlag de andre lande hviler på og diskutér, om det kan være en af årsagerne til måden at tænke sundhedssystem på.

Danmark har siden 1892 haft en sygekasselovgivning, hvor man kunne modtage offentlige tilskud til hospitalsophold, medicin m.m. I 1973 overgik denne lovgivning til sygesikringen, som finansieres gennem skatten, og som indbefatter alle personer i Danmark. Denne måde at organisere sundhedssystemet på minder meget om det, vi i filmen ser fra Canada, Frankrig og England. Et veludbygget socialt sikkerhedsnet kendetegnet ved blandt andet et statsfinansieret sygehusvæsen, ældreomsorg m.m. Men selvom vi har denne lov i Danmark, er der alligevel flere og flere virksomheder m.fl., der tegner private sygeforsikringer – som i USA. Mange ønsker altså et supplement til den offentlige sygesikring.

  • Undersøg, hvor mange virksomheder, der har tegnet private sygeforsikringer i Danmark. Hvis I har mulighed for det, kan I tage kontakt til en af disse virksomheder og finde ud af, hvad årsagerne til dette kan være.
  • Diskutér, om det danske sundhedssystem er så godt, som det lyder. Tænk her blandt andet på lægehjælp, medicintilskud og ventelister på sygehusene.
  • Hvorfor tror I, danske virksomheder og privatpersoner tegner private forsikringer, når de kan få hjælpen gratis via sygesikringen?
  • Dele af det danske sundhedssystem er stadig ikke dækket af den offentlige sygesikring. Man skal stadig selv betale for f.eks. tandlæge og psykolog. Hvorfor tror i, at lige netop disse områder ikke er dækket af den offentlige sygesikring? Hvad ville det betyde, hvis de var dækket?
  • Kan man forstille sig, at Danmark i fremtiden kommer til at ligne USA mere med hensyn til behandling af syge m.m.? Tænk i den forbindelse på, i hvilken retning tendenserne går lige nu.

WHO (World Health Organization / Verdenssundhedsorganisationen) er en organisation under FN oprettet i 1948 til at sikre og forbedre sundhedstilstanden i verden. Se www.who.int.
Ifølge denne organisations liste fra 2000 over verdens sundhedssystemer ligger Danmark som nr. 34 og USA som nr. 37. Dette kan virke underligt, når man tænker på, hvor forskelligt de to lande tænker og handler omkring sygdomsbehandling.

  • Find frem til, hvilke kriterier listen fra WHO bygger på – hvordan måler man de enkelte landes sundhedssystemer? I kan se listen på www.photius.com/rankings/healthranks.html.
  • Hvorfor tror I, at et land som Danmark, som har offentlig sygesikring, befinder sig så tæt på USA på WHO’s liste?
  • Kan man sammenligne sundhedssystemerne i verdens lande med hinanden, og hvad kan man få ud af det?

Dokumentarfilm, fakta og fiktion

Dokumentarfilm er faktabaserede film, der ikke bygger på et fiktivt manuskript, men forsøger at skildre virkeligheden som den faktisk er. Udgangspunktet er traditionelt mere journalistisk end kunstnerisk. En dokumentarfilm kan omhandle f.eks. historiske begivenheder, videnskab, politiske, samfundsmæssige eller sociale problemer / modsætninger, naturhistorie, rejsebeskrivelser og biografier. Dokumentarfilm søger efter en objektiv holdning til emnet eller en objektiv skildring af virkeligheden, men de fleste instruktører bruger i dag også mange effekter fra den fiktive film.

Inden for de seneste år har dokumentargenren ændret sig markant. Mange nye dokumentarfilm er personlige, pågående og meget underholdende. De låner træk og virkemidler fra fiktionsfilmen, benytter en dramaturgi vi også kender fra spillefilmens måde at sætte historier sammen på, og de udtrykker en markant holdning til livet og samfundet. Michael Moore står som én af repræsentanterne for denne nye tilgang til dokumentargenren: Film, der bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, og som blander de to genrers virkemidler.

  • Hvilke af ovennævnte træk fra de nye tendenser indenfor dokumentargenren genkender I i Sicko?
  • På Filmcentralen findes et omfattende materiale om dokumentarfilm; "Fat om dokumentarfilm". Der opereres med fire forskellige fortælleformer i den dokumentariske fremstilling: den klassiske, den observerende, den poetiske og den personlige fortælleform. Klik ind på siden og vurdér, hvilke fortælleformer Michael Moore benytter sig af i sin film.
  • Diskutér, om I finder Sicko troværdig som dokumentarfilm. Begrund. Brug ovenstående punkter om dokumentarfilm i jeres begrundelse. 
  • Hvor går grænsen efter jeres mening mellem dokumentarfilm og spillefilm?

I dag ser man mere og mere, at der også i nyhedsudsendelser gøres brug af fiktive virkemidler så det, der skulle være helt autentisk, blandes med noget fiktivt som f.eks. billedmaterialet i en nyhedsudsendelse. I et indslag i TV-Avisen søndag den 29. juli 2007 fremgik det, at DR-journalist Jeppe Nybroe fulgte en konvoj med de sidste danske soldater ud af lejren i Irak. Men det var ikke tilfældet. Konvojen var på det tidspunkt på vej ind i Irak fra Kuwait for at hente nogle af de sidste soldater. De medvirkende soldater i indslaget forlod et par dage senere Irak, hvilket burde være fremgået af indslaget. De ukorrekte oplysninger blev efterfølgende berigtiget og beklaget i TV-Avisen torsdag den 2. august 2007. Også i et andet indslag, fra 16. januar 2006, bragt i udenrigsmagasinet Horisont, manipulerede Jeppe Nybroe med virkeligheden. I indslaget fulgte J.N. amerikanske soldater på jagt efter oprørsstyrker. Man hørte lyden af tre eksplosioner, som i virkeligheden kom fra én og samme eksplosion, som så blev ”genbrugt” som dramatisk effekt i indslaget.

  • Hvor går grænsen for at gøre brug af fiktion i en nyhedsudsendelse?
  • Diskutér, om I synes, det skal være tilladt at bruge fiktive virkemidler i en nyhedsudsendelse.
  • Hvad mener I: skal en nyhedsudsendelse være 100 % sand?
  • Prøv at udpege nogle forskelle mellem en nyhedsudsendelse og en dokumentarfilm. Er der forskel på, hvor personligt farvet de to genrer kan og må være?

I filmen gør Michael Moore brug af en voice-over, så det i knap hele den første halvdel af filmen kun er hans stemme, der underbygger billederne af blandt andet syge mennesker på hospitalsgangene.

Moore bruger også underlægningsmusik som et tydeligt virkemiddel i filmen. Arkivmateriale mikses med nye optagelser tilsat idylliserende (og ironisk) underlægningsmusik. Der bliver spillet sjov og opløftende musik, hver gang en politiker toner frem, mens der spilles dyster og tung musik, når vi ser ofrene for sygeforsikringerne. I scenen, hvor den kvindelige læge, der tilstår afvisning af syge mennesker, sidder i retssalen, bruges der melankolsk klassisk underlægningsmusik.

  • Hvilken effekt får det, at der skiftes mellem musikgenrerne?
  • Hvilke følelser vækker musikken?
  • Kan man kalde hans valg af musik for følelsesforførende?
  • Moore er kendt for at bruge satire og ironi som virkemiddel – er det også det, han her gør brug af?

Michael Moores interviewteknik – og hans ydre fremtoning – er ret speciel.

  • Forsøg med stikord at give et portræt af Moore og vurdér hans måde at interviewe på. Hvordan opnår han at få folk i tale?
  • Hvilken effekt har Moores udseende, påklædning og stil? Har det mon samme virkning på et amerikansk publikum som på et dansk?
  • Moore kan i sin fremtoning virke lidt enfoldig og naiv – hvad opnår han ved det?