Krigskampagnen Lærer

Forside
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Litteratur og links

Om filmen

I ”Krigskampagnen” forsøger den danske dokumentarfilminstruktør Boris Bertram at samle trådene i det internationale spil, der ledte frem til USA’s og dets allieredes krig mod Irak, der begyndte i 2003. Mange lande sluttede op om krigen – heriblandt England og Danmark. Men flere lande og ikke mindst FN var imod den.

Filmen afdækker, at en række begrundelser for at gå i krig ikke holdt vand – bl.a. påstande om, at Irak besad kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben samt et atom(våben)program, og at Irak havde forbindelse til al-Qaeda og dermed til angrebet i New York 11.september 2001.

Disse afsløringer er ikke nye. Det nye i filmen er snarere, at den dokumenterer, hvordan USA og England sammen tilrettelagde en kampagne overfor offentligheden. Målet med kampagnen var at overbevise verdens beslutningstagere og befolkninger om, at det var nødvendigt for verdensfreden med et såkaldt regimeskifte i Irak. Derfor hedder filmen ”Krigskampagnen”.

Danmark spillede også en rolle ift. beslutningen om at gå i krig mod Irak, da vi i juli-december 2002 havde formandskabet i EU. Filmen åbner med den berømte scene fra Christiansborg, hvor en aktivist kaster en spand rød maling over statsminister Anders Fogh Rasmussen pga. Danmarks deltagelse i krigen.

En af filmens centrale pointer er, at neokonservative kræfter i USA allerede før præsident George W. Bush kom til magten havde planer om at sprede amerikanske ideer om demokrati og frihed til Mellemøsten. Terrorangrebet på USA 11. september 2001 blev et belejligt påskud for at sætte den militære planlægning i gang. Filmen optrevler, hvordan USA strikker en ’krigskampagne’ sammen. Et højdepunkt var, da den i manges øjne særdeles troværdige amerikanske politiker, Colin Powell, i et to timer langt multimedieshow forsøgte at overbevise FN’s generalforsamling om at bakke op om et militært angreb. Det lykkedes ikke. George Bush fandt, at FN havde svigtet sine forpligtelser og indledte krigen mod Irak uden om FN.

Filmens instruktør interviewer en række centrale kilder, der udtaler sig meget åbent om, hvad der gik forud for Irak-krigen. Det drejer sig bl.a. om den tidligere engelske USA-ambassadør, en embedsmand, som var ansvarlig for Powells præsentation i FN, den daværende danske udenrigsminister Per Stig Møller og Frank Grevil fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke ønsket at medvirke.

Formmæssigt er ”Krigskampagnen” en klassisk dokumentarfilm med en forholdsvis traditionel æstetik. Vi ser de mennesker, der bliver interviewet, udtale sig til kameraet – såkaldte ’talking heads’. Ind imellem forklarer instruktøren hændelser i voice over, mens vi ser stillbilleder af bl.a. statsledere. Fortællingen har et forløb, der er delt op i ’kapitler’. De markeres ved, at vi ser et lysbilledapparat og et skilt med kapiteloverskriften. Det er en velvalgt visuel metafor, fordi instruktøren hermed antyder, at det ikke er hele historien, men kun brudstykker af den, vi får præsenteret. Der ligger givetvis endnu flere sandheder skjult for offentligheden. For som Hans Brix, lederen af FN’s våbeninspektion, siger: ”Sandheden er krigens første offer”.

Særfagligt

Samfundsfag

Filmen er oplagt at bruge i samfundsfag, når man skal gennemgå kernestoffet om Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmarks beslutning om at deltage i krigen mod Irak var et brud på 150 års konsensus i dansk udenrigspolitik, idet beslutningen blev truffet som en kampafstemning i Folketinget mellem blå og rød blok. Beslutningsforslaget indeholdt i øvrigt intet fra den traditionelle argumentation for at gå i krig – og det kan overraske, når det blev fremført så massivt i tiden op til beslutningen.

Filmen giver et indtryk af, hvordan en småstat er afhængig af større allieredes efterretninger. Men Frank Grevil fra FET antyder i filmen, at man forholdt sig skeptisk over for efterretningerne – og måske derfor kom de ikke med i den endelige argumentation for krigsdeltagelsen. På trods af, at småstater ofte er afhængige af stormagterne, kan de alligevel handle selvstændigt. Filmen påpeger desuden, at der efter krigen ikke er kommet et opgør i Danmark om det tvivlsomme krigsgrundlag, som det skete i USA og England.

Filmen retter fokus på en anden interessant problemstilling: den stiller spørgsmålstegn ved nyhedsmedierne som den 4. statsmagt og demokratiets vagthund. Filmen dokumenter, hvordan ansete amerikanske nyhedsmedier blev en del af krigskampagnen og den amerikanske regerings spin.

I forlængelse af en mediediskussion vil det også være relevant at tale om dokumentarfilm som ’sandhedsvidne’. Er ”Krigskampagnen” en objektiv fremlæggelse af sagen? Får man en fornemmelse af, hvor instruktørens sympati ligger? Bemærk fx de korte klip, hvor George Bush med et selvtilfreds smil blinker til nogen, vi ikke ser, og Colin Powell sender fingerkys. Disse klip har ingen konkret betydning for fortællingen, men er med til at tegne et portræt af de to mænd – som instruktøren opfatter dem.

Desuden kan whistleblower-begrebet bringes på bane i forbindelse med filmen, evt. suppleret med et fokus på Wikileaks og den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA. Den embedsmand, som tilrettelagde Colin Powells præsentation i FN, siger på et tidspunkt, at han ville ønske, at han havde sagt fra, for så ville hans liv have været lettere efterfølgende. Medansvar for en krig er tungt. Både for embedsmænd og de politikere, som så at sige trykkede på aftrækkeren.

Historie

I historieundervisningen diskuterer man ofte, hvad der driver historiens udvikling fremad – og hvad enkeltpersoners rolle er ift. udviklingen. ”Krigskampagnen” mere end antyder, at det var den amerikanske præsident Bush, der overtalte den engelske premierminister Tony Blair – under fire øjne – til at gå ind for kravet om ”regimeskifte” i Irak. Filmen viser også, at det gode personlige forhold og venskab mellem George Bush og Anders Fogh Rasmussen spillede en rolle for, at flere EU-medlemslande sluttede op om krigen. Men hvad nu hvis George Bush havde været demokrat og Anders Fogh Rasmussen socialdemokrat – hvilke beslutninger mon der så var blevet taget? Kontrafaktisk historieskrivning kan være interessant, netop når politiske ledere er på banen med afgørende beslutninger.

Mediefag

”Krigskampagnen” er som nævnt en klassisk dokumentarfilm med forholdsvis traditionel æstetik. Den er sagsorienteret, kilderne fremstår troværdige, historien virker grundigt researchet, og den fortælles i et roligt tempo. Det langsomme klippetempo og sekvenser med stillbilleder skaber en oplevelse af ro og giver plads til eftertænksomhed.

Som nævnt i afsnittet til samfundsfag er det relevant at diskutere begrebet objektivitet i forbindelse med ”Krigskampagnen”. Er filmen et ’sandhedsvidne’ ift. forløbet op til Irak-krigen – eller er filmen et partsindlæg fra instruktøren? Findes der overhovedet objektive medieproduktioner?

Filmen er også en god anledning til at tale om begreberne spin og spindoktorer.

Produktionsselskabet lancerer filmen som en ”en dokumentarisk politisk thriller”. Det er oplagt at diskutere med klassen eller holdet, hvad er det vil sige – og om eleverne synes, filmen lever op til denne genrebeskrivelse.

I arbejdet med filmen kan man også rette fokus mod produktionsbetingelserne for at lave kritisk journalistik og dokumentarfilm i dagens Danmark. Produktionsselskabet Magic Hour Films og Det Danske Filminstitut har lagt midler i produktionen, men de store danske tv-stationer med public service-forpligtelser har ikke ønsket at bruge penge på den. Den har dog været vist på DR 2.

Tværfagligt

Et tværfagligt projekt kan være: ”Når medierne sætter dagsordenen”. Her kan man inddrage samfundsfag, historie, mediefag og dansk.

Man kan stille spørgsmål som: Hvad er ’en god historie’ i nyhedssammenhæng? Hvad skal der til for at sætte en dagsorden i medierne? Hvad betyder kritisk journalistik og spin?

Arbejdet med de spørgsmål giver indsigt i, hvordan nyhedsmedierne agerer, og hvorfor nogle nyhedshistorier er mindre velkomne end andre. Magtforhold i samfundet kan have indflydelse på, hvilke historier der kommer op til overfladen og skaber overskrifter. I sidste instans bliver dette en diskussion om, hvad et demokrati som det amerikanske – eller det engelske og danske – er for en størrelse. Den diskussion er altid værd at have in mente i god, aktuel undervisning om store spørgsmål som krig og fred.

Litteratur og links

Anmeldelse af ”Krigskampagnen” i dagbladet Information
http://www.information.dk/454291

Anmeldelse af ”Krigskampagnen” i magasinet EKKO
http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/krigskampagnen/

Baggrundsartikel om ”Krigskampagnen” i magasinet EKKO
http://www.ekkofilm.dk/artikler/ny-dokumentar-kulegraver-krigsbeslutning/

Det Danske Filminstituts omtale af ”Krigskampagnen”
http://www.dfi.dk/nyheder/filmupdate/2013/marts/krigskampagnen-–-kunsten-at-saelge-en-krig.aspx

Artikel om fem fortællemønstre i mediernes dækning af Irak-krigen
http://130.225.180.61/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00554701

Supplerende film (ligger alle på Filmcentralen)

”Armadillo”, dansk dokumentarfilm, 2010
”Dagbog fra midten”, dansk dokumentarfilm, 2009
”Den hemmelige krig”, dansk dokumentarfilm, 2006
”Fogh bag facaden”, dansk dokumentarfilm, 2003